I sidste artikel fandt jeg ud af, at grunden til at min iMac ikke vil starte op, var en ødelagt harddisk. En ødelagt harddisk er nem at udskifte, men også en af de mere kritiske ting fordi den jo rummer alle ens data. Netop derfor skal man sørge for at have en ordentlig backup af sin Mac. Det har vi selvfølgelig også, så det er mest for øvelses skyld, at vi forsøger at redde data fra disken. Og så fordi de er utroligt meget hurtigere end at skulle hente data fra sin online-backup. Men det kunne jo være, at en eller anden læser ikke havde husket at tage backup, og så kan nedenstående artikel måske hjælpe med at få reddet familiebillederne, universitetsrapporten, eller hvad man nu måtte mangle efter nedbruddet.

Som jeg omtalte i sidste artikel, kan man starte sin Mac op i den såkaldte single user-mode ved at holde cmd og s nede, når man booter. Det starter et kommandolinjeinterface, som kan være ret gavnligt, hvis ikke OS X vil starte op. Dette forudsætter selvfølgelig, at harddisken ikke er stået HELT af, men stadig virker på et eller andet plan.

Når man starter op i single user-mode vil skærmen være sort, og en masse tekst vil løbe henover den. Når det stopper, kan man skrive kommandoer med tastaturet. Man skal være opmærksom på, at det har amerikansk tastaturlayout, hvorfor nogle tegn sidder de "forkerte" steder. Her må man lige prøve sig lidt frem ved at trykke på æ, ø, å og specieltegnene ude i højre side af tastaturet.

Normalt ville man starte med kommandoen:

/sbin/fsck -y

Den kører et tjek på harddisken. I mit tilfælde har jeg identificeret problemet, så der er ingen grund til at gøre det igen, men det kunne være andre situationer, hvor det er belejligt.

Før vi overhovedet kan gøre noget med drevet skal det mountes, så vi kan fås læse- og skriveadgang. Det gør vi med kommandoen:

/sbin/mount -uw /

Vores mål er, at få data ud af fra drevet. Det kunne være til et USB-stik eller over på en anden maskine. Vi vælger det sidste, da data fylder for meget til at kunne være på et USB-stik.

Vi skal altså have etableret forbindelse via netværket. Normalt er det noget, der sker helt automatisk, hvis man putter et netværkskabel i sin computer. Så nemt går det ikke i single user mode, hvor en lang række ting ikke er blevet indlæst på maskinen. Det må vi selv klare. Først skal vi dog lige forbinde de to maskiner med et netværkskabel. I samme ombæring slår vi Wi-Fi fra på den anden maskine og sørger for at den benytter ethernet som netværksgrænseflade. Det gør man under Systemindstillinger.

Når det er på plads, skal man skrive disse tre kommandoer, uden tal og parentes. Bemærk at hver at de tre kommandoen skal skrive på én linje, uanset at de kan være delt op her i browservinduet.

1) launchctl load /System/Library/LaunchDaemons/com.apple.kextd.plist
2) launchctl load /System/Library/LaunchDaemons/com.apple.notifyd.plist
3) launchctl load /System/Library/LaunchDaemons/com.apple.configd.plist

Det indlæser de nødvendige ting for at få netværksforbindelsen til at virke.

Man kan tjekke om alt er i orden med denne kommando:

ifconfig en0 | grep inet

Kort forklaret bør den svare tilbage med den IP-adresse der er blevet tildelt. Gør den det, er alt i den skønneste orden. På den tilsluttede computer (herefter kaldet remote) kan man åbne Terminal (findes i Hjælpeprogrammer) og skrive den samme kommando. Den giver tilsvarende en IP-adresse.

For at tjekke om der er hul igennem kan vi prøve at logge ind på den anden computer (kaldet remote). Det gør vi via SSH:

ssh BRUGERNAVN@REMOTE_IP-ADRESSE

Her skriver du selvfølgelig brugernavnet på den konto på remote-computeren, du vil logge ind på, og bruger den IP-adresse du fant ud af, at remote-computere havde.

Man vil eventuelt få en besked om at autenciteten ikke kan bekræftes, og blive spurgt om man ønsker at fortsætte. Her skriver man bare "yes". Herefter vil man blive spurgt om adgangskoden til brugerkontoen. Den skriver man og trykker enter.

Nu er man logget ind på den anden computer. Man kan verificere det ved at der nu i kommandolinjen står noget i retning af "macbook: ~martin$", alt efter hvilken konto man nu er logget ind på. I virkeligheden er det slet ikke nødvendigt at logge ind på den anden computer. Vi skal jo ikke hente noget fra den - men overføre noget til den. Det er dog en nem måde lige at verificere at der er hul igennem. Når det er gjort logger vi ud ved at skrive "exit" og trykke enter. Nu er kommandolinjen skiftet tilbage til vores egen computer i stedet for remote.

Så er det sådan set bare med at gå i gang med at overføre de ønskede filer. Det gør man nemt med kommandoen secure copy eller cpa. Den bruger man sådan:

scp LOKAL_FIL BRUGERNAVN@REMOTE_IP-ADRESSE:REMOTE_FIL

Det kunne for eksempel være:

scp /Users/Martin/Documents/testfil.txt martin@192.255.254.1:/Users/Martin/Documents/testfil.txt

Vil man overføre hele mapper skal man bruge:

scp -r LOKAL_MAPPE BRUGERNAVN@REMOTE_IP-ADRESSE:REMOTE_MAPPE

Det vil sige, at man for eksempel kan overføre hele sine bruger-mappe med:

scp -r /Users/Martin martin@192.255.254.1:/Users/Martin

Jeg indrømmer, at det er lidt langhåret, men med disse relativt få kommandoer er det dog lykkedes mig at rede samtlige data på den ødelagte harddisk. Det gør det alt andet lige noget nemmere, når jeg skal have data tilbage på den nye maskine.

I næste artikel vil jeg komme ind på, hvordan man udskifter harddisken, og hvordan man vælger den rigtige, når man skal ud og købe er erstatning for den ødelagte. Det er nemlig ikke så ligetil, som man skulle tro.

CleanMyMac X

Skal din Mac i topform?

Optimer og vedligehold din Mac med CleanMyMac X. Appen scanner alle afkroge af dit system efter junk der kan slettes og overvåger din Macs helbred. Pengene er godt givet ud for at få en Mac, der altid er i topform.