Apple Watch Series 6 - her er alt vi ved
I denne artikel har jeg samlet alle informationerne om Apples kommende smartwatch, Apple Watch Series 6, så du kan få et overblik over nye funktioner etc. Det er de store linjer, det handler om. Detaljerne er stadig for uklare på nuværende tidspunkt.
Den største nyhed i Apple Watch Series 6 bliver, at det vil kunne måle blodets iltmætning.
Artiklen vil løbende blevet opdateret i takt med, at der kommer nye informationer. Seneste nyt er, at lanceringen muligvis allerede sker i næste uge.
Seneste opdatering er 1. september 2020.
Hvad kommer det nye Apple Watch til at hedde?
Apple plejer at navngive hver ny generation af Apple Watch fortløbende, så da sidste års model hedder Apple Watch Series 5, kommer dette års model efter al sandsynlighed til at hedde Apple Watch Series 6.
Hvordan kommer Apple Watch Series 6 til at se ud?
Der er på nuværende tidspunkt ikke rygter om, at Apple vil ændre på designet. Der kommer sikkert nogle nye farver eller materialer, men ikke noget radikalt anderledes design.
Hvilke tekniske specifikationer får Apple Watch Series 6?
Ifølge rygterne vil Apple skifte den teknologi, der benyttes til Apple Watchs indmad. Fremover skal den være baseret på det man kalder liquid crystal polymer (LCP). I dag benytter Apple den traditionelle metode baseret på printed circuit board (PCB). LCP har flere fordele som bedre fugtafvisning, bedre trådløse egenskaber og i det hele taget bedre ydelse.
Der er også rygter om forbedret LTE-understøttelse og understøttelse af en ny og hurtigere Wi-Fi-standard samt et lidt større batteri. Batteriet skulle få omkring 2,5% højere kapacitet end batteriet i Series 5. Det er så lidt, at det ikke i sig selv vil betyde noget for batteritiden.
Der er for nuværende ikke yderligere rygter om eksempelvis skærmens opløsning, lysstyrke etc.
Hvilke nye funktioner får Apple Watch Series 6?
Dette års Apple Watch får ifølge rygterne en del nye, spændende funktioner. Det gælder blandt andet en sensor der kan måle blodets iltmætning, samt sensorer til søvnmonitorering. Der er også rygter om Touch ID, altså fingeraftrykslæser.
Touch ID
Apple Watch Series 6 vil muligvis få en fingeraftrykslæser, Touch ID, som bliver indbygget i den digitale krone. Hvordan det kommer til at ske i praksis er uvist, da kronen i den nuværende model allerede er i brug til EKG-måling.
Måling af iltmætning i blodet
Det kommende Apple Watch vil kunne måle iltmætningen af brugerens blod. Det fremgår af kode fundet i iOS 14. En sensor, der måler iltmætningen, skal kunne overvåge brugerens sundhed og komme med en advarsel, hvis noget virker unormalt. Måling af iltmætning kan også være relevant i forhold til søvnmonitorering, da iltmætningen naturligt falder, når man sover fordi man trække vejret lettere.
Den sensor der skal stå for målingen er baseret på røde og infrarøde lysdioder på urets underside.
Læs mere her: Næste Apple Watch vil kunne måle blodets iltmætning
Søvnmonitorering
Der har i flere år været rygter om at Apple ville tilbyde monitorering af ens søvn med Apple Watch. Indtil nu er der ikke sket noget, men vedholdende rygter peger på, at der sker i 2020. Funktionen skulle være i gang med at blive testet bland Apples medarbejdere.
Den største udfordring i forhold til søvnmonitorering er batteritid. Derfor vil uret minde en om, at man oplader det, inden man lægger sig til at sove med det.
Mental sundhed
Et af de nyeste rygter går på, at Apple Watch Series 6 får funktioner relateret til mental sundhed. Helt konkret vil uret kunne komme med en advarsel, hvis man får et panik- eller angstanfald eller et højt stressniveau. I så fald vil uret komme med forslag til nogle vejtrækningsøvelser, der skal hjælpe en med at falde ned igen.
Funktionen skulle gøre brig af data fra pulsmåleren såvel som målingen af blodets iltindhold.
Hvilke nyheder kommer der i watchOS 7?
Sammen med Apple Watch Series 6 kommer watchOS 7. Nogle ting i watchOS 7 vil komme til eksisterende ure, mens andre vil være forbeholdt Series 6.
WatchOS 7 indeholder flere nye og spænende ting:
- Deling af urskiver med andre.
- En del nye avancerede urskiver.
- Registrering af håndvask.
- Flere fitness-typer
- Og meget andet.
Andre spændende ting?
Der er flere rygter om funktioner, men det er nok ikke forventeligt, at de kommer før tidligst i 2021.
Blandt andet skulle Apple arbejde på at fjerne de fysiske knapper. Der er også forlydender om, at Apple arbejder på en metode til at måle blodsukkerniveauet på. Dette kræver i dag en lille dråbe blod for præcise data, men Apple skulle arbejde på udviklingen af en optisk måler i stedet. Sidst men ikke mindt er der rygter om at Apple fået tidspunkt vil skifte til de såkaldte microLED-skærme, der skal erstatte OLED. Skærme baseret på microLED er tyndere, har bedre farver og bruger mindre strøm.
Hvad kommer Apple Watch Serie 6 til at koste?
Der er ingen konkrete rygter om prissætningen af Apple Watch Serie 6. Men mon ikke at det kommer til at koste det samme eller lidt mere end den nuværende Series 5?
Det vil sige at priserne starter ved omkring 3.499 kroner.
Hvornår bliver Apple Watch Serie 6 lanceret?
Apple har altid lanceret årets nye Apple Watch samtidig med årets nye iPhones. Da Apple har meddelt af dette års iPhone-lancering bliver udskudt nogle uger, er det uvist om lanceringen af Apple Watch Series 6 følger med.
Ifølge nogle rygter, vil Apple lancere Apple Watch Series 6 allerede i september - måske allerede i næste uge. Andre mener derimod, at lanceringen sker sammen med iPhone 12 i oktober.