Apple frigiver iOS 14 med widgets og nye mini-apps

Apple har frigivet iOS 14 med en masse nyheder. Den mest synlige er en stor opdatering af hjemmeskærmen med nyt widgetdesign og App Library Der er også kommet en ny måde at bruge App Store på med App Clips, smarte opdateringer i Beskeder og meget andet.
Widgets
De nye widgets giver et hurtigt overblik over de oplysninger, du skal bruge, og kan fastlåses i forskellige størrelser på enhver af hjemmeskærmens sider. Du kan lave en Smart Stack med widgets, som bruger enhedens intelligens til at fremhæve den rigtige widget baseret på tidspunktet, stedet og aktiviteten.

Hjemmeskærmens sider kan vise widgets, som er tilpasset arbejde, rejser, sport, underholdning og andre interesseområder efter dit eget valg.
Appbibliotek
I slutningen af hjemmeskærmens sider finder du et nyt appbibliotek, som automatisk organiserer alle dine apps i en enkel visning.
Appbiblioteket rummer alle de apps, der er på din iPhone, så du kan fjerne dem fra den normale hjemmeskærm, hvis du vil, for at øge overskueligheden.

Du kan selv vælge, hvor mange af hjemmeskærmens sider, der skal vises, og nemt skjule sider for at få hurtigere adgang til App Library.
Mere kompakt brugegrænseflade
En anden væsentlig nyhed i iOS 1 er, at flere elementer i brugergrænsefladen er blevet mindre påtrængende eller mere kompakte.
Indgående FaceTime- og telefonopkald og interaktion med Siri får et helt nyt, kompakt design, som giver en mulighed for at blive i den app, man er i gang med at bruge.
Med understøttelse af Billede i billede kan man nu også se en video eller besvare et FaceTime-opkald, imens man bruger en anden app.
Med App Clips kan du finde og bruge apps på en helt ny måde
Et App Clip er en lille del af en app, som er designet til at kunne findes i det øjeblik, der er brug for den. App Clips er tilknyttet et bestemt produkt eller en bestemt virksomhed og indlæses på få sekunder til en specifik handling, for eksempel leje af en scooter, køb af kaffe eller betaling for parkering.

De kan nemt findes og åbnes ved at scanne en ny App Clip-kode designet af Apple eller via NFC-tags og QR-koder eller deles i Beskeder eller fra Safari, alt sammen med den sikkerhed og anonymitet, man forventer.
Læs mere om App Clips her.
Beskeder
Der er flere nyheder i Beskeder. Den vigtigste er at man nu kan fastlåse samtaler i toppen af ens liste med beskeder, og derved nemt kan holde sig opdateret med det man synes er væsentligt.
Der er også komet en række nye Memoji-muligheder, der er mere inkluderende og mangfoldige med nye frisurer, hovedbeklædning, tildækning af ansigtet og meget andet.
Kort
Kort har fået en del opdatering. Den vigtigste er cykelvejledning, der dog ikke virker i Danmark - eller ret mange andre steder i øvrigt. Det samme kan desværre siges om flere af de andre nye tiltag.
Cykelvejledninger tager højde for stigninger i terrænet, hvor meget trafik, der er på en vej, og om der er trapper på ruten. Ruteplanlægning til elektriske køretøjer tilføjer stop til opladning på den planlagte rute baseret på køretøjets aktuelle opladning og opladertyper.
Guides tilbyder en kurateret liste over interessante steder at besøge i en by udarbejdet af et udvalg af pålidelige kilder. Guides er en fantastisk metode til at opdage nye restauranter, finde populære seværdigheder og udforske nye anbefalinger fra respekterede brands som AllTrails, Complex, The Infatuation, Time Out Group, The Washington Post og andre.
Privatliv og anonymitet
Alle apps skal nu indhente brugertilladelse, inden de sporer brugeren. Senere på året vil App Stores produktsider desuden indeholde resuméer af udviklernes selvrapporterede anonymitetspraksis, som vises i et enkelt, letforståeligt format.
Derudover kan brugere opgradere eksisterende konti til Log ind med Apple, vælge at dele deres omtrentlige placering med appudviklerne i stedet for deres nøjagtige placering, når de giver en app adgang til placering, og nyde godt af endnu større gennemsigtighed i forhold til en apps brug af mikrofon og kamera.
Yderligere funktioner i iOS 14
ud over de nævnte ting, er der en hel del andre større eller mindre nyheder og ændringer i iOS 14. En del af dem, kommer desværre ikke os danskere til gode.
Translate er en ny app til oversættelse. Den tilbyder hurtig og naturlig oversættelse af tale og tekst mellem 11 forskellige sprog - desværre ikke dansk. Læs mere den nye app til oversættelse i iOS 14.
Siri udvider sin viden og sine svar på komplekse spørgsmål fundet på hele internettet og kan nu sende lydbeskeder. Tastaturdiktering kører på enheden, når brugeren dikterer beskeder, noter, mail og meget andet.
Hjem-appen gør det endnu nemmere at styre dit intelligente hjem med nye automatiseringsforslag og udvidede kontrolfunktioner i Kontrolcenter, som giver hurtigere adgang til tilbehør og scener.
Digitale bilnøgler giver brugerne en sikker metode til at bruge iPhone eller Apple Watch til at låse deres bil op og starte den. Digitale bilnøgler kan nemt deles via Beskeder eller deaktiveres via iCloud, hvis en enhed bliver stjålet, og de er tilgængelige i år via NFC.
Appen Sundhed har helt nye funktioner til søvnstyring, bedre forståelse af lydniveauer der kan påvirke hørelsen, og en ny tjekliste til Sundhed – et centralt sted til administration af sundheds- og sikkerhedsfunktioner, som f.eks. Nødopkald SOS, Nødinfo, EKG, Faldregistrering og meget andet. Sundhed vil også understøtte nye datatyper til mobilitet, Helbredsjournaler, symptomer og EKG.
Tilgængelighed
iOS 14 er tilgængelig som en gratis softwareopdatering til iPhone 6s og nyere. Du opdaterer via appen Indstillinger, hvor du skal vælge Generelt > Softwareopdtering og følge vejledningen. Første gang du bruger din iPhone efter opdateringen vil der komme forskellige vejledninger til flere af de nye funktioner.