iOS 14: App Clips er geniale små miniapps til hurtige handlinger

En af de mere spændende nyheder i den kommende iOS 14 er det Apple kalder "App Clips". App Clips er en slags mini-apps, der kan hentes og afvikles lynhurtigt på ens iPhone i situationer, hvor det er belejligt at bruge en app, men hvor download af den fulde app, oprettelse af brugerprofil og så videre, bliver for omstændigt. App Clips er designet til at tilbyde brugeren at gennemføre en enkelt handling.
Det kunne være en tjeneste til cykeludlejning. Man kommer til en by og falder over muligheden for at leje en bycykel. Det kræver måske at man henter en app, at man tilmelder sig og så videre. Det gider man måske ikke fordi man bare en enkelt gang vil låne en cykel i en times tid. Derfor lader man være. Her kommer de nye App Clips ind i billedet. Hvis tjenesten understøtter disse, vil man kunne hente en miniudgave af appen på et splitsekund og klare betaling for lejen med Apple Pay. Deal done. Lynhurtigt og effektivt.
Med App Clips, dukker de relevante apps op nederst på skærmen af iPhonen, når man skal bruge dem og ellers ikke. Eksemplet med cykelleje er én ting, der er masser af andre situationer, hvor det kan være en fordel. særligt situationer, hvor man skal betale for en eller anden småting som parkering, transport etc.
Aktiveres af særlige koder, NFC m.m.
App Clips aktiveres af NFC eller QR-koder placeret, hvor det giver mening. I eksemplet med cykellejen, kunne der være en stander med NFC, og når man kører sin iPhone forbi dukker cykeludlejerens App Clip op på skærmen. Apple har til formålet udviklet sine egne fysiske koder, kaldet "App Clip Koder". Når man ser sådan en ved man med det samme, at det er tilknyttet et App Clip, når man scanner den med sin iPhone. App Clips kan også deles via Beskeder eller i Safari.
App Clips kommer med iOS 14, der lige nu er i betatest og frigives endeligt til efteråret. Se hvad der ellers er af nyheder i iOS 14 her.