AirPods er Apples trådløse in-ear hovedtelefoner. Der findes to udgaver: De regulære AirPods og AirPods Pro, der har et lidt andet design og aktiv støjreduktion. Selve brugen af dem er ens.

AirPods holder omkring fem timer på en opladning, og når du lægger dem i det medfølgende etui kan du oplade dem flere gange, når du er på farten. Når du kommer hjem, oplader du etuiet via et Lightning-kabel på samme måde som du ville oplade din iPhone. Der findes også et etui til trådløs opladning.

AirPods indeholder en ny teknologi udviklet af Apple. Den gør det nemt at parre AirPods med alle ens enheder og tilbyder en avanceret automatik, man ikke kender fra andre trådløse enheder. Laver man et dobbelt-tryk på ef af sine AirPods aktiverer man Siri, som kan bruges til at styre volumen, tjekke batteritid eller springe i musikken.

Herunder har jeg lavet den ultimative guide til hvordan du opsætter sine AirPods, hvordan du bruger dem til at lytte til musik eller foretage telefonopkald med samt alt hvad der handler om batteritid og opladning.

Disse enheder understøttes af AirPods

For at bruge AirPods skal du have minimum en af de følgende enheder:

  • iPhone, iPad eller iPod touch med iOS 10.1 eller nyere
  • Apple Watch med watchOS 3 eller nyere
  • Mac med macOS Sierra eller nyere

Sådan indstiller du dine AirPods første gang

Første gang du skal bruge dine AirPods, skal de indstilles. Det nemmeste er at gøre det sammen med en iPhone, men du kan også bruge andre enheder.

Hvis du ikke kan få det til at virke, så tjek først at AirPods er ladet op. Prøv derefter at lukke låget i 15 sekunder og åbn det igen. Hjælper det heller ikke så hold knappen på bagsiden af etuiet inde i indtil statusindikatoren blinker hvidt.

Sådan indstiller du dine AirPods med en iPhone

  1. Sørg for at iPhonens skærm er låst op.
  2. Hold etuiet med dine AirPods ved siden af din iPhone og åbn låget.
  3. På iPhonen skal du trykke på Tilslut og derefter på OK.

Hvis du er logget ind på iCloud på din iPhone, bliver dine AirPods automatisk indstillet til dine andre enheder, hvor du er logget ind med samme Apple ID.

Sådan indstiller du dine AirPods med en anden enhed

Hvis du vil bruge dine AirPods med en enhed er ikke er logget ind med iCloud eller en enhed der ikke er fra Apple, skal du bruge denne fremgangsmåde:

  1. Hold etuiet med dine AirPods ved siden af din enhed og åbn låget.
  2. Hold knappen på bagsiden af etuiet inde indtil statusindikatoren blinker hvidt.
  3. Gå ind i din enheds indstillinger for Bluetooth og forbind med AirPods.

Yderligere indstillinger til dine AirPods

Når du har gjort ovenstående kan dine AirPods bruges umiddelbart. Der er dog nogle ekstra ting du kan indstille, hvis du har lyst. Du kan:

  • Navngive dine AirPods.
  • Vælge hvad der skal ske, når du trykker to gange på hver af de to enheder (se nedenfor).
  • Slå Automatisk registrering af øre til eller fra.
  • Indstille mikrofonen til venstre, højre eller automatisk.

For at komme til disse indstillinger skal du gøre dette:

  1. Hold etuiet med dine AirPods ved siden af din iPhone og åbn låget.
  2. Åbn appen Indstillinger og vælg Bluetooth.
  3. Tryk på i-ikonet ud for dine AirPods på listen over enheder.

Sådan ændrer du indstillingen af dobbelttryk på AirPods

På 1. og 2. generation af AirPods kan du selv bestemme, hvad der skal ske når du dobbelttrykker på dine AirPods.

Gå ind i indstillingerne som beskrevet ovenfor. Her skal du vælge indstillingsskærmen for den venstre eller højre AirPod og derefter vælge, hvad du vil have skal ske, når du dobbelttrykker på den valgte AirPod. Du kan vælge mellem:

  • Aktivering af Siri.
  • Afspil, stop eller sæt dit lyd på pause.
  • Gå til næste nummer.
  • Gå tilbage til forrige nummer.

Du kan eksempelvis lade dobbelttryk på højre AirPod aktivere Siri og dobbelttryk på venstre AirPod være play/pause/stop.

Sådan lytter du til musik med dine AirPods

Når du tager dine AirPods ud af etuiet tændes de automatisk og er klar til brug. De detekterer selv når du putter dem i ørerne og begynder automatisk at afspille lyden fra din enhed.

Hvis du tager en AirPod ud af øret, sættes lyden på pause. Hvis du tager begge AirPods ud, stoppes lyden.

AirPods er tilsluttet din iPhone og dit Apple Watch samtidig. Lyden skifter automatisk mellem dem.

Du kan også vælge dem manuelt i iOS' kontrolcenter eller ved at klikke på højttaler-ikonet i menulinjen på din Mac. Bemærk at AirPods kun vises, når de er i nærheden af din enhed og klar til brug.

Sådan bruger du AirPod Pros aktive støjreduktion

AirPods Pro har en funktion til aktiv støjreduktion og noget Apple kalder Transparent lyd. Ved aktiv støjreduktion registreres eksterne lyde, som dine AirPods Pro udligner med antistøj, der fjerner lyden fra omgivelserne, før du når at høre den. Transparent lyd lader lyd fra omgivelserne komme ind, så du kan høre, hvad der sker omkring dig.

Du kan skifte mellem støjreguleringstilstande direkte på dine AirPods Pro. Tryk på en af enhedernes tryksensorer mens du har den i øret, og hold fingeren nede, indtil du hører en ringen. Du kan tilpasse, hvilke tilstande du vil skifte mellem (Aktiv støjreduktion, Transparent lyd og Fra), i appen Indstillinger.

Du kan også bruge din iPhone, iPad, Mac eller Apple Watch til at skifte tilstand med. På iPhonen og iPaden kan du gøre det via Kontrolcenter. Her skal du trykke på lydstyrkemærket og holde fingeren nede, indtil du ser yderligere betjeningselementer. Du kan også skifte mellem støjreguleringstilstande i Indstillinger under Bluetoth. På Apple Watch skal du trykke på AirPlay-symbolet. På Mac skal du klikke på lydstyrkeknappen på menulinjen.

Hvis du kun vil bruge Aktiv støjreduktion med den ene AirPod, skal du bruge din iPhone eller iPad til at gå til Indstillinger > Tilgængelighed og slå Støjreduktion med kun en AirPod til.

Sådan aktiverer du Siri på dine AirPods

Når du har mindst en af dine AirPods på, kan du aktivere Siri med to hurtige tryk på den AirPod, der sidder i øret. Herefter kan du bruge Siri til de sædvanlige ting. Eksempelvis til at skrue op eller ned for volumen, til at finde bestemt musik eller foretaget et opkald.

Sådan bruger du telefonen med dine AirPods

Hvis telefonen ringer, mens du bruger dine AirPods skal du trykke to gange for at besvare opkaldet. Du lægger efterfølgende på ved at trykke to gange igen.

Batteritid og opladning af dine AirPods

AirPods holder i op til fem timer på en opladning, hvis du hører musik. Bruger du dem til at tale i telefon med holder de to timer på en opladning.

Når du skal oplade dine AirPods, skal du lægge dem i etuiet og lukke låget. Når AirPods ligger i etuiet med låget lukket, bliver du automatisk ladet op, hvis der er strøm på etuiets indbyggede batteri. Etuiets batteri har nok strøm til at oplade dine AirPods flere gange, når du er på farten. Hvis du oplader dine AirPods i 15 minutter i etuiet, får du op til tre timers musiklytning.

Når du vil oplade etuiet, skal du tilslutte det medfølgende kabel til en oplader eller en computer via USB. Du kan oplade etuiet uanset om dine AirPods er i eller ej.

Hvis du holder etuiet med dine AirPods i hen til din iPhone og åbner låget, kan du se status på for opladning på din iPhone. Du kan også se status widgetten Batterier. På Mac skal du trykke på højttaler-ikonet i menulinjen.

Det betyder etuiets statusindikator

Etuiet har indbygget en statusindikator. Den sidder øverst mellem de to AirPods.

Hvis dine AirPods er i etuiet, viser lyset status for opladningen af dine AirPods. Hvis dine AirPods ikke er i etuiet, viser lyset status for opladningen af etuiet.

Grønt lys betyder opladt. Gult lys betyder, at der er mindre end én opladning tilbage før etuiet skal oplades.

Hvis lyset blinker hvidt, betyder det at dine AirPods er klar til at blive indstillet.

Køb Apples AirPods

Du kan købe AirPods i Apples Online Store fra 1.379 kroner (link).

Guiden er senest opdateret i juli 2020.

CleanMyMac X

Skal din Mac i topform?

Optimer og vedligehold din Mac med CleanMyMac X. Appen scanner alle afkroge af dit system efter junk der kan slettes og overvåger din Macs helbred. Pengene er godt givet ud for at få en Mac, der altid er i topform.