Tip: Sådan tjekker du en AirTags batteritid på iPhonen
Apples nye AirTags er små tallerkenformede enheder, man kan sætte på ting, man er bange for skal blive væk. I Find-appen på iPhonen kan man så følge med i hvor de befinder sig. Men det ved du sikkert allerede. Du ved sikkert også, at de bliver drevet af et almindeligt udskifteligt knapcellebatteri af typen CR2032. Ifølge Apple holder det et års tid. Det er med andre ord ikke, som med de fleste andre af Apples enheder, nødvendigt at holde øje med batteristanden på daglig basis. Og så alligevel måske. For at et batteri holder "op til et år ved almindelig brug" betyder jo, at det ved ualmindeligt brug sikkert holder kortere tid. Kvaliteten af batteriet betyder helt sikkert også noget. Uanset hvad, skal det skiftes før eller siden. Og så ville det jo være rart, hvis man kunne tjekke batteristanden via sin iPhone og være lidt på forkant. Og det er lige hvad man kan.
Sådan tjekker du en AirTags batteritid på iPhonen
- Start med at åbne Find-appen på din iPhone.
- Har skal du trykke på "Genstande" i menuen nederst.
- Find din AirTag og tryk på den.
- Nu kommer der et lille vindue med navn og andre ting op. Det er her, du finder batteriindikatoren.
Det er ikke muligt at få en nøjagtig procentangivelse, men batteriindikatoren giver en ret præcis indikation på, om det er ved at være tid til at få skiftet batteriet og hvor lang tid det holder. Hvis du har brugt en AirTag i 4 måneder og batteriindikatoren viser et halvt fuldt batteri, kan du nok regne med at der er cirka 4 måneders batteritid tilbage før det skal skiftes.
AirTags kan købes hos Apple.