Du ved sikkert hvordan du deler din Macs kablede netforbindelse med iPhonen via Wi-Fi og hvordan du deler din iPhones mobilforbindelse med Mac'en via Wi-Fi. Men ved du også at det er muligt at dele din Macs Wi-Fi-forbindelse med din iPhone via kablet? Det vil sige en situation hvor du kan få din Mac koblet på Wi-Fi og ønsker at dele denne forbindelse med din iPhone. Det er ikke helt normalt, men der kan være situationer, hvor det er guld værd. Jeg har eksempelvis været i en havn hvor min Mac fint kunne gå på Wi-Fi, mens min iPhone ikke kunne. Her blev jeg nødt til at dele min Macs netforbindelse med iPhonen via kablet. Se nedenfor hvordan det gøres.

Sådan deler du din Macs Wi-Fi via kabel til iPhonen

  1. Start med at forbinde din iPhone til din Mac med Lightningkablet. Har du en nyere Mac uden en almindelig USB-port skal du benytte en adapter eller dongle eller et kabel med USB C-stik i den anden ende.
  2. På din Mac skal du nu åbne Systemindstillinger.
  3. Åbn herefter Deling.
  4. Tryk på Internetdeling i venstre side. Ikke afkrydsningsboksen - tryk på selve ordet.
  5. I højre side skal du nu vælge "Wi-Fi" i "Del forbindelse fra".
  6. I "Til computere der bruger" skal du markere "iPhone-USB".
  7. I venstre side skal du nu krydse af i boksen foran "Internetdeling".

Nu burde du kunne gå ind på din iPhonen og have adgang til internettet via din Macs Wi-Fi-forbindelse.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.