Forleden skrev vi om defragmentering, der på Windows-platformen nærmest er den hellige gral, når computeren er blevet sløv. På Mac derimod er det ikke noget man skal bekymre sig om. Til gengæld hører man ofte, at man skal "reparere disktilladelser" med programmet Diskværktøj. Af mange anses det som ligeså relevant for en hurtig computer som defragmentering på Windows.

Lad os bare slå det fast med dt samme: Det er det ikke. Det virker på nogle helt konkrete problemer, men som et generelt middel til at opnå en hurtigere Mac er det overvurderet. Det er ikke sådan det virker.

Hver eneste fil i OS X har tilknyttet et sæt tilladelser, der holder styr på, hvem hvilken bruger ejer filen og hvem der har læse- og skriverettigheder til den. Når man installerer eller afinstallerer software, kan der opstå rod i disse disktilladelser. Måske bliver en fil ændret fra kun at kunne læses af den aktive bruger til at den kan læses af alle brugere eller måske slet ikke læses overhovedet. Den har med andre ord fået rod i tilladelserne.

I det store hele spiller den ingen rolle. Der kan dog være situationer, hvor en forkert tilladelse giver problemer. Det kunne eksempelvis være, hvis en fil med nogle indstillinger i et program ikke længere kan læses. Der er her reparation af tilladelserne kommer ind i billedet. Via programmet Diskværktøj, der følger med OS X som standard, kan man nemlig få repareret disse tilladelser, så de bliver som de skal være. I tilfældet med indstillingerne vil det så betyde, at de igen kan indlæses.

Over tid vil der uundgåeligt opstå fejl i filtilladelserne, hver gang man installerer eller afinstallere software - det kan ikke undgås. Hyppigst vil der ikke ske noget som helst, men af og til berøres noget essentielt. I princippet kan fejlagtige disktilladelser derfor næsten være skyld i hvad som helst. Derfor selvfølgelig også det generelle råd om altid at reparere dem. Det er dog undtagelsen mere end reglen, at det er nødvendigt.

Hver gang OS X opdateres bliver der automatisk kørt en reparation af disktilladelserne, og det kan være en god ide selv at gøre det engang i mellem - hvis man har nogle konkrete problemer. Man skal bare huske på, at det netop afhjælper konkrete problemer, og at det ikke er mirakuløs genvej til en hurtigere Mac. Det er med andre ord ikke en påkrævet vedligeholdelsesopgave, man jævnligt skal udføre for at holde sin Mac på toppen. Det er en overvurdering af disktilladelsernes betydning. Det giver mest mening at gøre det før og efter installation af ny software.

Du finder Diskværktøj i Program-mappen under Hjælpeprogrammer.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.