Der har i noget tid været rygter om, at Apple snart vil lancere en abonnementspakkeløsning bestående af flere af Apples eksisterende tjenester som Apple Music og Apple TV+ i en samlet løsning. Nu bekræfter tekst fundet i Apple Music 3.4.0 beta til Android disse rygter.

I Apple Music 3.4.0 beta til Android er denne tekst nemlig fundet:

"Your ‌Apple Music‌ subscription will be included in Apple One starting %s. You will not be charged for both subscriptions.

You can manage your Apple One subscription using your iPhone, iPad, Apple TV or Mac."

Det der står, er altså, at kunder der opgraderer til Apple One, ikke bliver opkrævet to gange for Apple Music, og at Apple One kan administreres fra alle enes enheder.

Tættere på en officiel bekræftelse fra Apple kommer man ikke. Teksten er skrevet af Apple og fundet i en app lavet af Apple. Rygterne om "Apple One" er altså rigtige nok.

Tidligere har vi hørt, at Apple One bliver lanceret samtidig med årets nye iPhones, hvilket formodentlig sker i oktober. Der vil komme forskellige niveauer og dertilhørende priser af Apple One alt efter hvor mange af Apples tjenester, man ønsker med i pakken. Det kan du læse om i den oprindelige artikel om Apple One.

Scroll ned for at se kommentarer