Hvilke hovedtelefoner kan jeg bruge med min iPhone eller iPad?
Apples iOS-enheder kommer med flere forskellige muligheder for at tilslutte hovedtelefoner. De har ændret sig lidt gennem tiden. Med den første iPhone skulle man eksempelvis bruge en speciel type, da stikket (der var af standard jack-typen) var en smule forsænket. Det er heller ikke alle iPhones, der har kunnet bruges med trådløse bluetooth-høretelefoner. I dene artikel tager vi derfor udgangspunkt i de nyere iPhones og iPads, og fortæller hvilke muligheder der er her.
Hovedtelefoner med mini jack-stik
Alle iPhones og iPads kommer med et helt almindeligt standard mini jack-stik, der i årevis blandt andet har været standarden for tilslutning af hovedtelefoner til bærbare lydafspillere.
Derfor er det i virkeligheden meget nemt: Alle hovedtelefoner med et standard jack-stik kan anvendes med iPhonen og iPaden. Der er måske få undtagelser hist og her, men ikke noget man i praksis vil støde på. Køber man et sæt hovedtelefoner i en butik der forhandler den slags, kan man godt regne med at de også virker med ens iOS-enhed.
Nogle hovedtelefoner, som eksempelvis Apple egne, kommer med fjernbetjening, så man kan skrue op og ned for lyden, skifte musik etc. Du kan også bruge det til andre ting (Tip: 10 ting du kan bruge dine høretelefoner til). På andre hovedtelefoner mærket med "Made for iPhone" vil fjernbetjeningen også altid virke. Med andre hovedtelefoner er det ingen garanti. Test det derfor, inden du køber, hvis det er vigtigt for dig.
De hovedtelefoner, der leveres med iPhonen og iPaden er i og for sig fine til de flestes behov. Er de medfølgende gået i stykker kan man købe et ekstra sæt hos Apple for 249 kr.
Vil man et niveau op, laver Apple en betydeligt bedre og dyrere model til 679 kr.
Apple ejer som bekendt også hovedtelefonproducenten Beats, der laver mange gode og populære hovedtelefoner. Du kan finde dem i Apple Store.
Ellers kan hovedtelefoner til iPhonen og iPaden som sagt købes alle steder fra Elgiganten til Hi-Fi Klubben.
Hovedtelefoner med Lightning-stik
Som noget relativt nyt er Apple begyndt at gøre det muligt at tilslutte hovedtelefoner via Lightning-stikket. Lightning-hovedtelefoner har nogle muligheder som er den klassiske analoge jack-tilslutning overlegen. Det skyldes at Lightning-stikket er digitalt. Der kan altså overføres digital lyd tabsfrit til hovedtelefonerne, som selv omdanner den til analog lyd.
Typisk er hovedtelefoner med Lightning-stik ikke bare i en bedre kvalitet, men også dyrere end hovedtelefoner med jack-stik. Dette typisk fordi de indeholder forskellige digitale kredsløb.
I øjeblikket er udvalget af hovedtelefoner med Lightning-stik yderst sparsomt. Philips laver nogle, der hedder Fidelio. De har indbygget en højkvalitets DAC, og leverer ganske god lyd. De kan ses på billedet øverst.
Der er ingen tvivl om, at udbuddet af hovedtelefoner med Lightning-stik vil stige.
Trådløse hovedtelefoner (Bluetooth)
Den sidste mulighed er at vælge et sæt trådløse Bluetooth-hovedtelefoner til sin iPhone. De vil også kunne bruges med Apple Watch, der ikke har noget hovedtelefonstik. Fordelen er selvfølgelig at man slipper for ledningen. Det kan være smart på løbeturen eller i bilen. Ulempen er, at hovedtelefonen bruger strøm og derfor skal oplades med jævne mellemrum.
Typisk er de noget dyrere end hovedtelefoner med stik, da de er mere komplicerede at lave. Derfor er det også normalt hovedtelefoner af en lidt bedre kvalitet man får.
Hvad fremtiden bringer
Det er selvfølgelig altid svært at spå om fremtiden, men der har været rygter om at Apple vil droppe det klassiske jack-stik på en kommende iPhone. Jeg har skrevet en artikel, der kommer rundt om mulighederne for tilslutning af hovedtelefoner, hvis det sker.
Den kan du læse her: Her er mulighederne hvis Apple dropper jack-stikket