Apple har noget overraskende lanceret to ny Apple Watch i år: Apple Watch Series 6 og Apple Watch SE. Det efterlader en med det naturlige spørgsmål: Hvilket et skal jeg købe? Den dyre Series 6-topmodel eller det noget billigere SE med lidt færre funktioner.

For at hjælpe dig med at få svar på det spørgsmål, har jeg lavet denne oversigt over forskellige og ligheder mellem de to ure. Så kan du selv afgøre, hvilken model der passer bedst til dig.

Det får du i både Apple Watch Series 6 og Apple Watch SE

De to ure har mange ligheder. Ligheder som de deler med flere af de andre tidligere Apple Watch i øvrigt. Det gælder eksempelvis designet, det at de har pulsmåler samt at de er vandtætte. Faktisk er lighederne større end forskellene. Langt de fleste funktioner er fuldstændigt identiske.

Her er en liste over, hvilke funktioner du får, uanset hvilket af de to ure, du køber:

  • Retina OLED skærm
  • 32GB lagerplads
  • 18 timers batteritid
  • Vandtæthed til 50 meter
  • Optisk pulsmåler
  • Wi‑Fi og Bluetooth 5.0
  • Altid aktiv højdemåler
  • Kompas
  • Sikkerhed: Støjmåling, faldregistrering, nødopkald SOS og internationalt nødopkald
  • Notifikationer om høj og lav puls samt uregelmæssig hjerterytme
  • Valg mellem 44mm og 40mm urkasse
  • Valg mellem GPS eller GPS + Cellular

De vigtigste forskelle på Apple Watch Series 6 og Apple Watch SE

Selvom de fleste funktioner er identiske i begge urserier, er der nogle væsentlige forskellige, der er relevante et nævne. Her er en liste over ting, du kun får med Series 6:

  • Altid aktiv-Retina-skærm
  • Dual-core S6 chip
  • U1 ultra-wideband chip
  • Sensor til måling af blodets iltmætning
  • Elektrisk hjertesensor (EKG)
  • Hurtigere opladning
  • Nye farver på urkassen (rød og blå)
  • Flere forskellige materialer

Nedenfor vil jeg gå lidt mere i detaljer med de enkelte forskelle.

Skærmen

Bagge ure har en skærm af typen "LTPO OLED" og de er lige lysstærke. Skærmene er 30% større end skærmen på for eksempel Series 3, som Apple også stadigvæk sælger.

Hovedforskellen er, at skærmen i Series 6 altid er tændt, så du hele tiden kan se klokken. På SE slukkes skærmen efter lidt tids inaktivitet og tænder først igen, når man hæver håndleddet.

Ud over denne forskel er skærmene ens.

Har du behov for at kunne tjekke klokken uden at skulle løfte håndleddet, er det Apples Watch Series 6, som du skal gå efter.

Processoren

De to ure kommer med hver deres processor. De er begge 64‑bit dual-core chips, men den ene er sprit ny, hvor den anden er fra sidste år.

Apple Watch Series 6 har en såkaldt S6-processor, der er cirka 20% kraftigere end den S5-processor, der sidder i Apple Watch SE.

I praksis vil forskellen ikke være ret stor, da S5 er en fremragende og hurtig chip. De 20% ekstra man får med S6 kan ikke i sig selv bruges som argument for at købe Series 6. Men vil du have det bedste, er det selvfølgelig Series 6 du skal gå efter. For langt langt hovedparten af alle, vil Apple Watch SE dog være mere end rigelig hurtig og effektiv. Du vil på ingen måde få opfattelsen af, at SE virker langsom.

Batteri

Begge ure har det Apple kalder batteri til en hel dags brug, hvilket vil sige cirka 18 timer. Der er dog en enkelt lille forskel.

Apple Watch Series 6 byder nemlig på hurtigere opladning, så det nu kun tager halvanden time for en fuld opladning. Da de fleste nok alligevel oplader uret om natten, spiller det ingen rolle om det tager halvanden time eller om det tager længere tid.

Du skal altså ikke vælge Series 6 fordi du tror, at det byder på mere batteritid.

Design

De to ure har det samme design, men fås i forskellige materiler og farver. Så lige præcis her, kan der være en grund til at vælge det ene frem for det andet.

Apple Watch Series SE kommer med urkasse i aluminium i farverne sølv, guld og space gray. Apple Watch Series 6 kommer derudover i rustfrit stål og titanium, og der er flere farver at vælge mellem. Dertil er der den særlige Nike-udgave af Apple Watch Series 6.

Glasset i uret er forskellig alt efter hvilket materiale urkassen er i. Urkasser i aluminium har glas i et materiale, som Apple kalder Ion-X forstærket glas, mens de andre har safirglas.

Design er en smagssag, men med Apple Watch Series 6 får du markant flere muligheder at vælge mellem.

Helbredssensorer

Apple Watch Series 6 kommer med to sensorer, som Apple Watch SE ikke har.

Den ene sensor kan måle iltmætningen i blodet, mens den anden kan lave et såkaldt EKG, hvilket vil sige en kortlægning af hjertets spændingsforskelle.

Fælles for begge dele er, at de som sådan ikke kan bruges til så meget. Du får ikke redskaber til at blive en bedre løber eller til at tabe dig med de to sensorer. Deres funktioner er mere at holde øje med dit helbred og giver advarsel, hvis noget ikke er, som det skal være.

For ganske få personer vil det, de to sensorer kan, være relevant. I så fald ved du det sikkert allerede. For alle andre er det ligegyldigt. Tryghed sælger og særligt angsten om at man kan blive syg sælger. Læg mærke til, hvor meget fokus Apple altid har i deres præsentationer på folk, hvis liv er blevet reddet af Apple Watch. Vi brugere skal sidde tilbage med tanken om, at "hvor ville det være rart, med sådan et ur, hvis uheldet en dag rammer mig, så jeg må hellere købet det ur."

Men overvej nøje, om du har behov for nogle sensorer, du måske aldrig vil få brug for. Personligt ser jeg Apple Watch som et ur jeg bruger aktivt til sport, træning etc. og ikke en passiv enhed der monitorerer diffuse parametre af min sundhed bare fordi man kan. Men det er selvfølgelig helt op til dig, om du vil have iltmåler og EKG eller nøjes med Apple Watch SE og de basale sensorer der alene holder øje med uregelmæssig hjerterytme og for høj/lav puls.

U1 Ultra-Wideband Chip

Apple Watch Series 6 har en såkaldt U1-chip, hvis funktion er lidt uklar. Den er lavet til at kunne måle afstanden til andre enheder med U1-chip ultra præcist. Hvad det så skal bruges til i praksis er noget uldent. Apple nævner selv muligheden for at bruge Apple Watch som digitale bilnøgler - noget der i øvrigt kræver, at bilproducenterne er med på løjerne. Derudover er Apple ikke til meget hjælp i forhold til hvad U1 skal bruges til.

Der har været rygter om at Apple vil lancere nogle såkaldte AirTags. Det er nogle små enheder med U1-chip, som man kan bruge til at spore sin ting med. Indtil videre er det dog kun på rygteplan.

Skal man se nøgterne på de ting vi ved i dag, så kan og skal U1-chippen ikke være et argument for at anskaffe Apple Watch Series 6 frem for SE. De ting kan selvfølgelig ændre sig den kommende tid, men da det under alle omstændigheder ikke er en god ide at købe grej efter noget der måske sker eller ikke sker, så spiller det ingen rolle for mit valg i hvert fald. Havde Apple klart meldt ud, at der ville komme noget relevant at bruge U1 til havde sagen været en anden - men det gjorde Apple ikke.

Prisen

En meget væsentligt ting er prisforskellen på de to urserier. Apple Watch SE starter ved 2.299 kroner, mens Apple Watch Series 6 starter ved 3.299 kroner. Der er altså en forskel på 1.000 kroner i basisudgaverne. Vælger du et dyrere materiale af Series 6, bliver prisforskelle større.

Min anbefaling

Når du skal bestemme dig for hvilket af de to ure, du skal købe, handler det altså om, om du mener at forskellene på de to ure er de 1.000 kroner i prisforskel værd. Husk også, at Apple stadig sælger Apple Watch Series 3 til en endnu billigere pris. Det er et ganske fint ur, hvor den vigtigste forskel er at skærmen er 30% mindre. Personligt ville jeg, med mindre prisen er altafgørende, ikke vælge Series 3. Men har du behov for et ur til de basale ting, så er Series 3 et fint bud.

For at gentage de væsentligste forskelle på Apple Watch Series 6 og Apple Watch SE så er det altid aktiv skærm, kraftigere processor og to ekstra helbedssensorer for en merpris på 1.000 kroner.

Når så mange af funktionerne er 100% identiske i de to ure, så er valget nemt for mig. Jeg går ikke glip af noget relevant ved at vælge Apple Watch SE, der giver en klart højere værdi for hver krone end Series 6. Jeg får reelt ikke mere ur for pengene ved at købe det dyre. To sensorer jeg ikke har brug for og en processor, der er markant hurtigere end den "hurtige nok" processor, der sidder i SE. Den aktive skærm har jeg aldrig savnet, så det klarer jeg nok.

Når du skal foretage dit valg, og du kan jo sagtens have nogle andre behov end mig, så husk på at urene kun på ganske få områder adskiller sig fra hinanden. Er nogle af disse 3-4 områder vigtige eller måske ligefrem livsvigtige for dig, så er valget nemt. Hvis ikke, så køb trygt det billigere Apple Watch SE. Du får et fremragende og moderne ur med tidssvarede specifikationer.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.