Billede af AirTag-nøglering lækket
Noget tyder på, at Apples AirTags er lige på trapperne. I hvert fald er der lige blevet lækket et delvist billede af en nøglering til AirTags. Man kan desværre kun se halvdelen, men en tegning i en af Apples patentansøgninger viser, hvordan den ser ud i sin helhed. I den ene ende er der en metalring (som man kan sætte sine nøgler fast i), der sidder fast i et lille læderetui, som man putter selve AirTag-enheden ind i.
AirTags er nogle små sporingsenheder, som man kan sætte på sin rygsæk, cykel, hund etc. En slags elektroniske eller digitale kuffertmærker, kunne man kalde det. De kan spores meget præcist, ned til nogle få cm.
Det store spørgsmål er ikke om AirTags eksisterer, men hvornår de bliver lanceret. Oprindeligt var de forventet her sidst på året, måske allerede på eventet i dag, men nu er det mere sandsynligt, at de først kommer næste år.
Det hører selvfølgelig med til historien, at det er nemt at forfalske sådan en nøglering, hvis man vil, så det skal tages med en gran salt.