Apple har her til aften lanceret de første Macs med Apples egen processor - eller snarere Apples egen System On a Chip (SoC), som det kaldes når man integrerer CPU, GPU, RAM etc. i én samlet chip.

Den nye chip hedder M1 og er ud fra Apples beskrivelse voldsomt kraftig men med et lavt strømforbrug. M1 benytter samme arkitektur som de A-chips, der sidder i iPhone, iPad, Apple TV og Apple Watch. Det betyder blandt andet, at man nu kan installere iOS-apps direkte på sin Mac.

De tre computere som Apple præsenterede i dag er MacBook Air, Mac mini og 13" MacBook Pro. De kan bestilles fra i dag og leveringen starter næste fredag. Priserne er identiske - eller lavere - sammenlignet med de nuværende tilsvarende Macs.

MacBook Air

Den første Mac med M1 er den populære MacBook Air. Den har en skærm på 13,3" med en opløsning på 2.560 x 1.600 pixels. Der er 8GB eller 16GB RAM og op til 2TB SSD lagerplads.

Batteriet er på 49,9 Wh og leverer op til 15 timers trådløs internetbrug eller 18 timers afspilning af film i Apple TV-appen.

Den kommer med to forskellige udgaver af M1. Den ene med 8-core CPU og 7-core GPU, den anden med 8-core CPU og 8-core GPU. Der er to Thunderbolt-/USB 4-porte og hovedtelefonstik.

Den nye MacBook Air fås i guld, sølv og space grey.

Priserne starer ved 8.699 kroner

Mac mini

Apples mindste desktop-computer, Mac mini, kom også i en udgave med M1-chip med 8-core CPU og 8-core GPU. Der er som standard 8GB RAM, men den kan konfigureres med 16GB, hvis man ønsker det. Der er 256GB SSD-lagerplads, der kan konfigureres op til 2TB.

Af porte har Mac mini to Thunderbolt-/USB 4-porte, to USB‑A-porte, HDMI 2.0-port, gigabit Ethernet-port og 3,5 mm jackstik til hoved­telefoner.

Den fås i sølv og priserne starter ved 6.999 kroner.

MacBook Pro

Den sidste f de nye Macs er MacBook Pro i 13,3"-udgaven. Den har en opløsning på 2.560 x 1.600 pixels. Der er 8GB eller 16GB RAM og op til 2TB SSD lagerplads. Processoren er M! med 8-core CPU og 8-core GPU. Der er to Thunderbolt-/USB 4-porte og hovedtelefonstik.

Batteriet er på 58,2 Wh og leverer op til 17 timers trådløs internetbrug eller 20 timers afspilning af film i Apple TV-appen.

Den fås i sølv og space grey til priser fra 11.199 kroner.

Scroll ned for at se kommentarer

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.