Tip: Slå tegntælleren i Beskeder til på iPhonen
Teknisk set kan en gammeldags sms-besked kun fylde 160 tegn. Er den længere, vil den blive sendt som to eller flere beskeder. Heldigvis kan den modtagende telefon sammenkæde flere beskeder til en enkelt, så i praksis er det ikke noget man bemærker - hverken som afsender eller modtager. Uanset hvor lang beskeden er ligner og opfører den sig som en enkelt besked.
Det eneste sted det spiller en rolle er i forhold til faktureringen. Hvis man har fri sms i sit abonnement, har det ingen betydning. Har man ikke det, vil man dog bemærke det, for så bliver man faktureret for to beskeder, hvis der er flere end 160 tegn. Specielt i udlandet, kan det godt gøre en forskel om en sms bliver fakturerer én eller to eller endnu flere gange.
For at man har helt styr på den slags, så indeholder iPhonen faktisk en tegn-tæller, så man hele tiden ved, om ens sms har overskreddet grænsen på 160 tegn.
Sådan slår du tegntælleren på iPhonen til
1. Gå ind i Indstillinger > Beskeder
2. Scroll ned og slå "Antal tegn" til.
Herefter vil der blive talt tegn, når du skriver en sms, men først når længden af beskeden overskrider én linje. Fra nu af har du altså helt styr på, hvornår en sms er så lang, at den bliver sendt - og dermed faktureret - som to. Bemærk at hvis du bruger emojis, så ændrer tegntælleren sig. Det skyldes at en enkelt emoji teknisk set fylder mere en ét tegn.
Apples iMessage benytter en anden teknologi, hvor der ikke er nogen begrænsning på 160 tegn. Derfor vises tegntælleren ikke i beskeder, der afsendes som iMessages. Det er kun ved beskeder, der skal afsendes via sms, at tegntælleren kommer frem.