Tip: Slå iPadens delte tastatur til eller fra
Her er et lille tip, der viser dig hvordan, du kan slå iPadens delte tastatur til og fra. Jeg fortæller også hvordan du kan tilpasse tastaturet til dine egne behov for hvor det skal være på skærmen.
Du kan se på billedet øverst, hvordan det delte tastatur ser ud i appen Noter. Ideen er, at man ved at dele tastaturet op og rykke det ud til siderne, kan skrive med sine tommelfingre samtidig med at man holder iPaden i sine hænder.
Bemærk, at det opdelte tastatur er ikke tilgængeligt på iPad Pro (12,9") eller iPad Pro 11".
Sådan slår du iPadens delte tastatur til eller fra
Du skal åbne Indstillinger og vælge Generelt > Tastatur. Her skal du slå "Opdel tastatur" til.
Når det er gjort, er du klar til det sjove. Nu kan du nemlig ændre iPadens tastatur på forskellige måder.
Sådan opdeler du tastaturet
Først og fremmest kan du opdele det i to mindre, halve tastaturer, der er i hver sin side af skærmen, så du kan bruge hver halvdel med hver sin hånd, når du holder om iPaden.
Du gør det nemmest ved at sætte to fingere på tastaturet og sprede dem fra hinanden (vandret) med en hurtig bevægelse.
En anden måde at gøre det på er at trykke på tastatur-knappen i nederste højre hjørne, og holde fingeren på den i et sekund eller skubbe fingeren op. Så kommer der en menu frem, hvor du vælger "Opdel".
Sådan samler du et opdelt tastatur
Vil du samle dit tastatur igen, skal du trykke på tastatur-knappen i nederste højre hjørne og vælge "Kombiner" i menuen, der kommer frem.
Du kan også samle det igen ved at trække de to halvdele ind mod midten samtidig.
Sådan gør du dit iPad-tastatur mindre
Vil du i stedet have et lille tastatur, skal du knibe sammen med to fingre på tasturet. Du får det tinge til normal størrelse ved at sætte to fingere på tastaturet og sprede dem.
Sådan flytter du tastaturet
I den menu, der kommer frem, når du trykker på tastatur-knappen, vil du også se en valgmulighed kaldet "Frigør". Med den kan du sørge for at tastaturet ikke er fastlåst i bunden er skærmen, men kan placeres, hvor du ønsker det ved at trække det op eller ned i den lille knap nederst i tastaturets højre hjørne.
Bonustip
Et lille bonustip er, at når iPadens delte tastatur er slået til, så er der seks skjulte taster umiddelbart til højere henholdsvis venstre for de to halve tasturer. Trykker du eksempelvis umiddelbart til venstre for h-tasten, svarer det til at trykke på J-tasten, som jo ville være lige præcis der, hvis ikke tasturet var delt. Ganske smart - men også forvirrende, hvis ikke man er klar over det.
Tippet er ajourført i juli 2020.