I Beskeder til OS X har man længe kunnet sende iMessages til iOS-enheder eller andre Macs. I den seneste version, som kom med Yosemite, kan man nu som noget nyt også sende og modtage helt almindelige SMS'er. det vil sige, at man kan kommunikere med Android-mobiler eller sågar gammeldags mobiltelefoner.

SMS er jo en teknologi koblet til ens telefonnummer, så det virker ikke uden videre i OS X. Tricket er at opsætte en såkaldt SMS-relay, hvor man giver OS X lov til at benytte en iPhone til afsendelse og modtagelse af ens SMS.

Der er nogle ting der skal være opfyldt. Man skal have OS X Yosemite og en iPhone med iOS 8.1 eller nyere. Begge skal være logget ind med samme iCloud-konto og Beskeder skal være opsat på Mac'en og på iPhonen. Din Mac skal være af nyere dato.

Sådan sender og modtager du du SMS på din Mac

1. Åben Beskeder på din Mac.

2. Åben indstillinger > Beskeder > "Videresendelse af SMS".

3. Find navnet på din Mac og slå funktionen til (du kan også tilføje en iPad, hvis du vil).

4. På din Mac vil du få en popup, hvor du får at vide, at du skal bekræfte valget ved at indtaste en kode på din iPhone. Gør det.

5. Nu er de to enheder koblet sammen, og du kan sende og modtage almindelige SMS på din Mac (via din iPhone).

Bemærk, at da der er tale om almindelige SMS'er, vil det koste noget - med mindre du har et abonnement med inkluderede SMS'er - også når du sender dem fra din Mac, der jo bruger iPhonen til at sende og modtage med. Modtageren vil således ikke kunne se forskel på om det er din iPhone eller din Mac, du har skrevet SMS'en på. Dit telefonnummer vil i alle tilfælde stå som afsender.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.