Tip: Sådan tvangslukker du apps på Apple Watch
Se her hvordan du tvangslukker en app, der er frosset fast eller oplever andre problemer, på dit Apple Watch.
Af og til sker det på Apple Watch, at en app fryser eller opfører sig mærkeligt, så man for eksempel ikke kan lukke den eller at den bare ikke reagerer. Løsningen er at tvangslukke den pågældende app. Det er ret nemt at gøre, men det er ikke indlysende, hvordan man gør, hvis ikke man ved det.
Derfor vil jeg nu fortælle, hvordan du gør. Så ved du det, hvis du engang får behov for at tvangslukke apps på Apple Watch. Alt der skal til er nemlig et par tryk på urets to knapper. Faktisk er det ikke helt ulig den måde, man tvangslukker apps på i iOS.
Sådan tvangslukker du genstridige apps på Apple Watch
- Sørg for at den app du vil tvangslukke er på skærmen.
- Tryk på sideknappen på Apple Watch og hold knappen inde indtil "slukke-skærmbilledet" kommer frem.
- Slip knappen.
- Glem alt om, hvad der står på skærmen. Tryk i stedet på den digitale krone, og hold den inde indtil appen lukker.
Nu har du tvangslukket appen, og kan åbne den igen, hvis du vil. Forhåbentlig virker alting nu igen, som det skal.