Er du Mac-bruger er du sikkert stødt på filer af typen DMG (.dmg). DMG er en såkaldt containerfil der typisk bruges til at distribuere filer eller apps med. I macOS installer man nemlig apps på en helt anden måde end i Windows. I Windows vil der typisk komme en installationsfil som man skal afvikle. I macOS distribueres apps derimod ofte i en DMG-fil som kræver en anden fremgangsmåde.

DMG er en forkortelse for Disk Image - også kaldet diskbillede på dansk. Et diskbillede kan bedst beskrive som et virtuelt drev ala en USB-pind eller en ekstern harddisk. Computeren ser et diskbillede som et fysisk drev og det fungerer også på samme måde. Et diskbillede kan derfor indeholde filer som andre drev kan. Det kunne være en app. Forskellen er egentlig bare, at der med et diskbillede ikke er et fysisk drev. Det hele er virtuelt. En DMG-fil er derfor ikke noget i sig selv men blot en container som det regulære indhold er pakket ind i.

En diskbillede skal mountes før du kan se filerne

For at kunne bruge et diskbillede skal det mountes (monteres). I princippet svarer det til at sætte ledningen fra en ekstern disk ind i din Mac. Da et diskbillede er virtuelt skal du ikke rode med ledninger. I stedet mounter du et diskbillede ved at dobbeltklikke på diskbilledets ikon. Herefter indlæser macOS indholdet af diskbilledet og placerer det i en særlig mappe med samme navn som DMG-filen.

Når et diskbillede er mountet kan du finde et ikon med en genvej til dets indhold på dit skrivebord og i sidemenuen i Finder. Præcis som hvis du havde tilsluttet en USB-pind eller et eksternt drev. Du kan nu gennemse indholdet som i enhver anden mappe. macOS vil også åbne et Finder-vindue med indholdet af diskbilledet. Det vil se ud som på billedet øverst.

Når du er færdig med at arbejde med indholdet af dit diskbillede skal du huske at afmontere det igen. Igen helt parallelt til en USB-pind eller en DVD. Det kan du eksempelvis gøre i Finder ved at trykke på eject-ikonet til højre for det åbne diskbillede i menuen i venstre side eller ved at trække genvejen fra dit skrivebord og over på papirkurven.

Sådan installerer du en app fra et diskbillede på din Mac

Som skrevet indledningavis bruges diskbilleder typisk til at distribuere apps med. Når du henter en app på nettet (uden om App Store) vil det derfor typisk ske i form af en DMG-fil. Den bliver placeret i din Download-mappe.

Når du vil installere appen skal du først mounte diskbilledet ved at dobbeltklikke på DMG-filen. Nu bliver indholder i diskbilledet synligt et nyt Finder-vindue. Typisk vil der her bare ligge den app du skal installere.

Du installerer appen ved at kopiere den fra diskbilledet og over i din Program-mappe. Det nemmeste er at trække appen over i Program-mappen i finder. Nogle gange indeholder diskbilledet en genvej til Program-mappen og så kan du bare trække appen over på genvejen. Det er tilfældet i den konkrete eksempel i billedet øverst. Her skal jeg altså bare trække appen i venstre side over på genvejsikonet i højre side.

Når appen er flyttet over i Program-mappen kan du skubbe diskbilledet ud (og slette det, hvis du vil). Appen ligger nu i Program-mappen sammen med alle dine andre apps klar til brug.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.