Apple har en række funktioner indbygget i iOS og macOS der skal give de forskellige enheder mulighed for at arbejde sammen. Apple kalder det Kontinuitet - eller Continuity på engelsk. Det er funktioner der eksempelvis gør det muligt at besvare et telefonopkald fra sin Mac eller at redigere et dokument på flere enheder.

En af disse funktioner hedder Continuity Camera, eller Kontinuitetskamera på dansk. Den er ny i macOS Mojave, og handler om at man kan tage et billede med sin iPhone og med det samme få det sat ind i et dokument på sin Mac.

Disse betingelser skal være opfyldt

For at få funktionen til at virke skal en række betingelser være opfyldt. Din iPhone og din Mac skal være i nærheden af hinanden og begge skal have Wi-Fi og Bluetooth tændt. Begge enheder skal være logget ind på samme iCloud-konto og tofaktorgodkendelse skal være slået til på kontoen. Sidst men ikke mindst skal dine enheder være opdateret til iOS 12 og macOS Mojave.

Disse apps understøttes

  • Finder
  • Keynote 8.2
  • Mail
  • Beskeder
  • Bemærkninger
  • Numbers 5.2
  • Pages 7.2
  • TextEdit

Sådan bruger du Continuity Camera

Når du vil bruge Kontinuitetskamera på din Mac, skal du holde Ctrl-tasten nede og klikke i et vindue eller dokument i en understøttet app på det sted, hvor du gerne vil have, at dit billede skal indsættes. Fra den menu der kommer frem skal du under din iPhones navn vælge "Tag foto".

Nu åbner kameraappen på din iPhone. Find dit motiv og tryk på udløserknappen for at tage et billede. Derefter skal du trykke på "Brug foto". Dit billede kommer nu frem i dokumentet på din Mac.

Tippet virker også med en iPad - og du kan også bruge det til at gemme billeder direkte i Finder eller på din Mac's Skrivebord.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.