Tip: Nu kan du ændre på alle tre aktivitetsmål på Apple Watch

Med watchOS 7 til Apple Watch er det endelig blevet muligt at ændre på alle ens tre aktivitetsmål. Førhen kunne man kun ændre på energimålet, mens ens daglige stå- og motionsmål var låst fast på 12 timer henholdsvis 30 minutter. For nogle har det været så lidt, at motivationen for at give den lidt ekstra forsvandt, mens det for andre har været uopnåeligt, hvorfor motivationen for overhovedet at gøre noget også her forsvandt. Hvem der i virkeligheden har haft gavn af at målene har været faste er noget uklart.
Nu bliver der lavet op på det - sådan nogenlunde i hvert fald. Ens ståmål kan nu indstilles til at være mellem 6 og 12 timer og ens motionsmål kan indstilles til mellem 10 og 60 minutter. Der er altså stadigvæk grænser, men det er meget bedre end tidligere.
Så mangler vi bare, at man kan definere hviledage, som specielt for dem der træner udholdenhedssport er mindst lige så vigtige som selve træningen. Har man et meget ambitiøst mål om for eksempel 3.000 kalorier dagligt, men holder hviledag hver tirsdag og fredag, så ryger ens stræk med lukkede aktivitetsringe til trods for at man træner vildt hårdt alle andre dage.
Sådan ændrer du på dine aktivitetsmål på Apple Watch
Du kan ændre på dine aktivitetsmål i Aktivitets-appen på dit Apple Watch. Scroll helt ned, hvor du finder muligheden for at ændre på de tre aktivitetsmål.