Tip: Brug iPaden som fotoramme
En af de ting, som iPaden faktisk er ret godt til, men som lidt drukner i mange af de mere avancerede funktioner, er mulighededn for at være en digital fotoramme. Funktionen er i bedste Apple-stil uhyggelig nem at slå til. Når iPaden er ved oplåsningsskærmen, er der et ikon med en lille blomst på- hvis man har nogle billeder liggende på iPaden vel og mærke, ellers skal de lige synkroniseres over via iTunes eller et tilsluttet kamera. Hvis man trykker på blomsten, vil fotoramme-funktionen automatisk starte.
Under Indstillinger -> Billedramme kan man vælge hvordan skiftet mellem de forskellige billeder skal ske, samt hvilke billeder skal vises. Desværre kan man ikke indstille, i hvor langt tid hver enkelt billede skal vises. De bliver vist i tre sekunder, hverken mere eller mindre. Det er rigeligt, hvis man sidder med iPaden i hånden. Men står den i en reol etc, er det lige kort nok tid efter min smag. Vil man have flere muligheder, kan man gå ind i foto-appen og starte en lysbilledshow, hvor der er langt flere valgmuligheder, men så er det heller ikke længere så enkelt, som at trykke på en knap fra forsiden. Ideen med fotoramme-funktionen er jo at man hurtigt kan starte den, når iPaden alligevel står og lader,
Herefter er der ikke andet tilbage, end at sætte iPaden i en passende holder (der helst skal tillade opladning samtidig), og ellers nyde billederne. Vel og mærke i en kvalitet langt de fleste dedikerede digitale fotorammer ikke kan levere. Billederne står skarp og lækkert. Det er den perfekte måde at vise sine billeder frem på.
Ud over Apples løsning, findes der et hav af fotoramme-apps i App Store. De kan sikkert meget mere, men ideen med bare at kunne starte funktionen fra lock-screen forsvinder så.
Opdatering: Funktionen findes ikke længere i iOS.