Sådan airdropper du filer mellem iOS og Mac
AirDrop er en funktion til deling af filer mellem forskellige Apple-enheder. Funktionen virker på tværs af alle nyere enheder uanset om det er iPhones, iPads eller Macs. Det skal dog bemærkes, at ikke alle apps understøtter funktionen. De fleste af Apples egne gør.
AirDrop virker lidt forskelligt alt efter om du vil overføre fra en iOS-enhed til en Mac eller omvendt. Herunder viser jeg hvordan du slår funktionen til og hvordan du bruger den.
Sådan slår du AirDrop til
Inden du kan bruge AirDrop skal du sørge for at det er slået til på begge dine enheder.
1. Slå Wi-Fi til på begge enheder.
2. Slå Bluetooth til på begge enheder og sørg for at de er inden for rækkevidde af hinanden, hvilket svarer til omkring 10 meter.
3. Slå AirDrop til på iPhonen via Indstillinger > Generelt > AirDrop eller via Kontrolcenter. Vælg "Alle".
4. Slå AirDrop til på Mac'en via Gå i Finders menubar. Vælg AirDrop og sørg for at "Alle" er valgt under "Jeg må findes af".
5. Sørg for at iPhonen er låst op og kontrollér at iPhonen optræder i Finder under AirDrop.
Når AirDrop er slået til på begge enheder, kan du komme i gang med det sjove.
Sådan airdropper du fra iOS til Mac
AirDrop på iOS sker direkte i de enkelte apps. Her skal du trykke på ikonet for deling og vælge den Mac du vil sende til under AirDrop. Delingsikonet forestiller en boks med en opadgående pil.
Medmindre du er logget ind med samme iCloud-konto på begge enheder, vil du blive bedt om at bekræfte overførslen på den Mac du sender til. Overførslen bliver gemt i Overførsler-mappen.
Sådan airdropper du fra Mac til iOS
Træk den fil du ønsker at dele hen på din iPhone-cirkel i Finder på din Mac. Alternativt kan du benytte AirDrop-overførsel direkte i de apps på Mac, der understøtter det. Det sker ved at trykke på delingsikonet i appen.
iPhonen vil nu spørge om du vil acceptere modtagelsen. Hvis du er logget ind med samme iCloud-konto på begge enheder, behøver du ikke acceptere filoverførsel manuelt hver gang. Så sker det automatisk.
Problemer - sådan løser du dem
Virker det ikke, er det formodentligt fordi din Mac er for gammel. Ifølge Apple skal den være fra 2012 eller nyere.
Af og til er der andre årsager, der typisk kan forklares med "Det virker bare ikke." Altså noget man ikke rigtigt kan blive klog på eller får nogen forklaring på. Nogle gange virker det bare ikke. Det bedste råd er i så fald at slå Bluetoth og Wi-Fi fra på begge enheder og slå det til igen. Alternativt kan du prøve at genstarte begge enheder og prøve igen.