Dropbox: Kom igang med Dropbox på Mac
Hvis du stadig bruger en USB-pind til at overføre filer mellem to computere eller mailer filer mellem arbejde og hjemmet, så er det på tide, at du kommer i gang med at bruge Dropbox.
Denne artikel er den første i en serie om Dropbox her på ONX, hvor jeg vil komme ind på nogle af de smarte ting, du kan bruge Dropbox til. Jeg starter med en gennemgang af hvad Dropbox er, og hvordan du kommer igang med at bruge Dropbox til filoverførsel mellem flere computere.
Hvad er Dropbox?
Skal det siges meget kort, er Dropbox en online harddisk. En service der giver lagerplads på en server i skyen, så du altid har adgang til dine filer uanset hvor i verden du er, så længe du har en netforbindelse. Dropbox udmærker sig ved at være stabil og meget nem at bruge samt ved at fungere gnidningsløst med en lang række andre programmer og onlinetjenester.
Du har ikke bare har adgang til at sende og hente filer via en hjemmeside. Det smarte ved Dropbox er, at du kan installere det på din Mac, hvorefter Dropbox integrerer gnidningsløst med Finder. Her vil Dropbox optræde som enhver anden mappe. Gemmer du noget i Dropbox-mappen uploades det automatisk til Dropbox-skyen. Lægger du en fil i din Dropbox via hjemmesiden, hentes den automatisk ned i din Dopbox-mappe på Mac'en. Du behøver slet ikke tænke over at skulle uploade eller downloade, det sker helt automatisk.
Ideen er altså, at man dropper (heraf navnet) en fil i sin Dropbox-mappe, hvorefter den automatisk ender på online harddisken, hvor man har adgang til den overalt. Perfekt til overførsel af filer, hvor man før brugte USB eller mail. Men også rigtig mange andre og mere avancerede ting.
Det bedste af det hele er næsten, at Dropbox er gratis at komme i gang med.
Sådan kommer du i gang - med 0,5 GB ekstra lagerplads
For at komme i gang skal du tilmelde dig hos Dropbox. Det er helt gratis og du får som standard adgang til en Dropbox på 2 GB. Har du behovet, er det er muligt at opgradere til 1 TB (1.000 GB) for 99 euro per år.
Dropbox har dog også et system, hvor du kan få ekstra lagerplads helt gratis. Det gør du ved at henvise andre til Dropbox, Hver gang du gør det får du 0,5 GB ekstra lagerplads som tak for hjælpen - dog kun op til 16 GB. Dem du henviser får også 0,5 GB ekstra lagerplads.
Så når du skal tilmelde dig, kan du enten gøre det direkte via dropbox.com, hvor du får 2GB lagerplads eller via dette link, hvor du får 2,5 GB lagerplads, og undertegnede samtidig får 0,5 GB. Hvad du vælger er helt op til dig selv. Husk bare på, at lagerplads kan man næppe få for meget af. Den ekstra lagerplads får du godskrevet, når du har installeret Dropbox på din Mac.
Tilmeldingen er ganske enkel. Du opgiver navn, mailadresse og et ønsket kodeord samt accepterer betingelserne for brug.
Installer på Mac'en og integrer med Finder
Det blive først rigtigt sjovt, når du integrerer Dopbox med Finder i macOS. Det er heldigvis ret nemt. Når du tilmelder sig, vil der med det samme blive downloadet en lille app, som du skal installere på din Mac.
1. Find Dropbox.dmg i din overførsels-mappe og dobbeltklik på filen. I vinduet der åbner trækker du Dropbox-ikonet over i programmappen.
2. Åbn Dropbox-appen ved at dobbeltklikke på ikonet i Program-mappen.
3. Udfyld dine kontooplysninger samt navnet på den computer, du har installeret Dropbox på.
4. Jeg anbefaler at vælge standard-setuppet, hvor der laves en Dropbox-mappe på din computer, og alle filer i Dropbox synkroniseres. Du kan sidenhen ændre dette, hvis du vil, under de avancerede indstillinger.
5. Under installeringsprocessen, vil du få tilbud om en kort tour, hvilket kun kan anbefales. Det giver en god ide om hvad Dropbox er, og hvordan det virker. Som bonus giver det mulighed for noget ekstra gratis lagerplads.
6. Når touren er slut kan du afslutte installeren.
Klar til brug
Nu er Dropbox klar til brug. Start med at lege lidt med det, for at få lidt erfaring med, hvordan det virker. Prøv at gemme en fil i Dropbox-mappen og tjek at den ligger i din online harddisk på dropbox.com. Prøv også at uploade filer via hjemmesiden, og se at filerne dukker op på computeren helt automatisk.
Nu er det slut med at maile filer til dig selv eller bruge en USB-pind. Fremover bruger du Dropbox. Bare gem den fil, du vil have adgang til på en anden computer i din Dropbox, hvorefter du kan hente den på den computer, hvor du skal bruge den.
Dette var bare første skridt, hvor du får en Dropbox-konto og lærer at bruge tjenesten til enkel filoverførsel mellem flere computere og som online harddisk.
Vi er slet ikke færdige endnu
Jeg vender tilbage med flere artikler, der går i dybden med, hvad Dropbox også kan bruges til. Jeg vil blandt andet komme ind på, hvordan du får ekstra lagerplads helt gratis, hvordan du anvender Dropbox som Backup-værktøj, integration med andre tjenester, fildeling med andre samt Dropbox som synkroniseringsværktøj. Det vil både være noget for begynderen samt den garvede Dropbox-bruger, der har været i gang i flere år.
Få gratis 2,5 GB plads ved tilmelding til Dropbox.
Artiklen er opdateret i januar 2018.