Stor opdatering: Ny MacBook Pro får Touch ID og touch-bar

Apples MacBook Pro er en arbejdshest der efterhånden trænger til en opdatering. Seneste gang det skete var i maj sidste år. Nu peger alt dog på, at Apple har planer om at lancere ikke bare en ny MacBook Pro med hurtigere processor, men en helt redesignet MacBook Pro. Computren vil blive tyndere, få Touch ID og en ny touch-bar oven over tastaturet. Det mener i hvert fald analytikeren Ming-Chi Kuo. Han kalder opdateringen "den mest betydningsfulde nogensine for Apple".
Særlig interessant er den nævnte touch-bar, hvis formål er at erstatte de nuværende funktionstaster samt Touch ID, hvilket altså betyder at man kan låse sin MacBook op med sit fingeraftryk. Udover de nævnte ting kommer der understøttelse af Thunderbolt 3 med USB-C.
Den nye MacBook Pro bliver betydeligt tyndere end den nuværende, blandt andet takket være en ny type hængsler til skærmen og samme tastatur som i den nye MacBook.
Kuo forventer at den nye MacBook Pro er klar i 4. kvartal.