Du har nok hørt om NemID, en fælles log-in-løsning til danske netbanker og offentlige hjemmesider. Iden er, at man skal kunne bruge NemID til at logge ind på de institutioner, der har tilsluttet sig ordningen. I modsætning til andre digitale signaturer, er NemID ikke knyttet til en bestemt computer, som vi ellers kender det, hvor man skal installere en lille stump kode på sin computer. Den private del af certifikatet i NemID er nemlig et såkaldt fysisk nøglekort, der leverer nogle engangskoder. Når nøglekortet er brugt op, får man automatisk tilsendt et nyt. Man kan med andre ord benytte NemID adgang fra en hvilken som helst computer i hele verden.

Virker ikke på iPhonen

En ret smart løsning, der dog har en store mangel: Det virker ikke på iPhonen eller iPaden. DanID, der er firmaet bag NemID, har nemlig valgt at der skal benyttes en java-applet i processen. iPhonen understøtter som bekendt ikke Java, og så er den jo dømt ude. Da alle banker skal gå over til NemID betyder det også, at det er slut med at bruge sin iPhone til bankopgaver, hvis man hører blandt dem, der i dag har den mulighed. Det gælder for eksempel Danske Bank. Det mest tåbelige er, at DanID sagtens kunne lave NemID uden krav om Java. Det fungerer jo glimrende hos Danske Bank med flere i dag, med en lignende løsning med nøglekort, men altså uden Java.

DanIDs valg af Java-teknologien har været udsat for massiv kritik hen over sommeren. Ikke på grund af den manglende iOS-understøttelse, men på grund af anklager om at det resulterer i dårlig sikkerhed, da Java-appletten teoretisk giver fuld adgang til hele ens system. Men det er en anden diskussion, som vi kan tage en anden gang.

Faktum er, at NemID ikke virker på enheder uden Java herunder iPhonen og at rigtig mange bankkunder vil opleve at NemID er en voldsom forringelse, af de muligheder der eksisterer i dag. DanID vil måske kigge på det engang i fremtiden, men lige nu sker der ikke noget: "iPhone og iPad har tidligere haft problemer med at understøtte Java. Det blev derfor tidligt i forløbet besluttet, at disse ikke skulle understøttes. Dette kan dog godt ændre sig i fremtiden, men lige nu bliver det ikke understøttet." siger en supporter hos DanID således til en af iPhoneguides frustrerede læsere.

Det er i øvrigt ikke kun iOS-enheder den er gal med. Der sidder sikkert en enkelt eller to derude med en ældre mac fra tiden før Apple skiftede til Intel. De kan heller ikke bruge NemID. Linux-brugere beretter også om problemer. Der findes sikkert flere ligende eksempler.

Påtvunget forringelser af den eksisterende service

I mine øjne et helt grotesk eksempel på et nyt storstilet offentligt IT-projekt, der tvinges ned over hovederne på folk, der ikke har mulighed for at sige fra. Resultatet er for mange stik modsat intentionerne: Dårligere service end hidtil. Altsammen grundet forkerte valg af teknologier og løsninger. Havde folkene bag DanID valgt de rette teknologier fra starten, var disse problemer aldrig opstået. Nu skal de i stedet til at bruge tid på at udvikle en ny version af NemID til mobile enheder uden Java. Hvis de da gider. "Dette kan dog godt ændre sig i fremtiden" lyder jo ikke specielt lovende.

Det er ikke fordi hele den offentlig sektor skal indrette sig efter iPhonens specifikationer, men når nu der allerede i dag findes løsninger der uden problemer kan kører på mobiltelefoner som iPhonen eller andre telefoner uden Java, hvorfor så ikke benytte dette? Hvorfor udelukke iPhonen uden nogle fornuftige grunde til at gøre det? NemID skulle vel gøre det nemt og ikke svært at bruge sin netbank. Det virker mest af alt som om, der er nogle udviklere der har sovet i timen. Præcis som i gamle dage, når man blev mødt af et "Denne side virker kun i Internet Explorer", når man besøgte en hjemmeside. Det vil sige et udslag af, af at udviklernes evner ikke rakte så langt, at de kunne finde ud af at understøtte alle browsere. Så var det meget nemmere bare at bare blokerede for adgangen, til alt det andet. Tænk at udstille sine manglende tekniske evner på den måde i al offentlighed.

Her på iPhonweguide mener vi, at hvis det offentligt skal tvinge tekniske løsninger i gennem, og det kan der være god grund til, så skal det på ingen måde resultere i, at mange brugere oplever at resultatet bliver serviceforringelser. Slet ikke når der ikke er noget teknisk argument for at gøre det. Det er i den grad en ommer DanID.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.