Sådan bliver den nye MacBook Air 2022

Efter lanceringen af den nye MacBook Pro, er turen nu kommet til MacBook Air. Ifølge de seneste rygter vil den få den største designoverhaling i mere end et årti. Mange af ændringerne vil være de samme som MacBoo Pro'en lige har fået. Den vil dog blive tyndere og få hvidt tastatur.
Det nye design vil først og fremmest gøre op med MacBook Airs velkendte kileformede design, hvor den er højest bagerst og lavest forest. I stedet vil den få samme højde over det hele. Den vil også blive lettere. Den vil, som med den nyeste 24 tommer iMac, kunne fås i flere forskellige markante farver. Nogle rygter peger på, at tastaturet og rammen omkring skærmen bliver hvid. Noget vi ikke har set fra Apple siden den klassiske hvide iBook G3, der blev solgt fra 2001 til 2006.
Ny skærm
Skærmen vil se relativt større ud fordi rammerne omkring den bliver mindre. Skærmen vil dog stadig 'kun' være på 13 tommer. Der har været rygter om, at der også ville komme en model med en skærm på 15 tommer skærm, men det ligger længere ude i tiden. Øverst vil skærmen have det samme skærmhak, som nu er ved at blive standard på alle Apples enheder eller i hvert fald iPhone og MacBook Pro. Men hvor hakket på iPhonen skjuler både et kamera og Face ID-systemet, vil den i MacBook Air alene skjule et kamera. Der kommer således ikke Face ID i MacBook Air, lige som MacBook Pro heller ikke har det. Skærmen vil blive af mini-LED-typen, der vil give bedre farver samt højere lysstyrke og kontrast.
På siderne vil der være comeback til MagSafe-opladestik. Igen som i den nye Pro. Derudover vil der være to styk Thunderbolt/USB-C-porte - en på hver side. Der vil også være et jack-stik til hovedtelefoner. Der vi til gengæld ikke være SD Card-slot eller HDMI-port
Den nye MacBook Air vil være den første Mac, der får 2. generation af Apples egen systemchip. Den vil komme til at hedde M2. Den vil være identisk til M1-chippen bortset fra en enkelt GPU-core mere. Overordnet set vil M2 være en smule hurtigere end M1.
Lancering
I princippet er den nye MacBook Air allerede klar, og vil derfor kunne komme når som helst. Men da noget tyder på, at der ikke kommer flere Apple-events i år, sker det formodentligt først næste år. Nogle enkelte rygter har talt om midt i 2022. Mest sandsynligt er det dog, at lanceringe sker i starten af 2022.