Der er kommet nye oplysninger om Apples kommende iPhones frem. Oplysningerne stammer efter sigende fra en ansat hos kinesiske Foxconn, der samler Apples iPhones. Hvis vedkommende taler sandt, er der altså tale om en person der burde vide en hel del. Selvfølgelig afhængigt af hvad hans præcise rolle er hos Foxconn.

Blandt oplysningerne er at mindst en af de nye iPhones vil komme i en helt ny grøn udgave med mat glas på bagsiden. Det drejer sig formodentligt om den iPhone der skal afløse iPhone Xr. Dette har vi hørt før sammen med oplysninger om at der også kommer en ny lilla eller lavendel-farvet iPhone.

Mere interessant er den nye oplysning om, at der ikke længere vil stå "iPhone" på bagsiden af de nye iPhones. Det vil i givet fald være de første iPhones som Apple sender på gaden uden ordet iPhone bagpå dem. Det interessante er selvfølgelig hvorfor. Det kunne handle om rent designmæssige årsager, men man kan også spekulere i at det handler om en rebranding af iPhonen. For eksempel under navnet "Apple Phone". Det vil bringe lighed med produkter som Apple Watch, Apple TV, Apple Music, Apple Pay og så videre. Dette er dog rent spekulativt.

Skærmdesignet røres der derimod ikke ved. De nye iPhones vil få samme hak i toppen af skærmen som de nuværende, men bliver lidt tyndere, da Apple ifølge rygterne vil fjerne 3D Touch-funktionen. Der pilles heller ikke Lightning-stikket. Der har været rygter om et skifte til USB-C, men de skulle alt ikke holde vand.

Ud over disse oplysninger fortæller kilden at de tre iPhones vil komme i samme kapacitet som de nuværende og at mindst en af de nye iPhones vil få et kamera med tre linser. Det sidste har vi hørt fra andre kilder tidligere.

Det forventes at de nye iPhones bliver præsenteret i september, det vil sige om cirka en måneds tid.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.