Rygte: Apple på vej med tre nye skærme
Ifølge nye rygter er LG i gang med at udvikle hele tre nye skærme til Apple. Den ene er baseret på skærmpanelet fra 24 tommer iMac'en, den anden på skærmpanelet fra den kommende 27 tommer iMac, mens den sidste er på 32 tommer og derfor formodentlig en erstatning af den nuværende Pro Display XDR.
Ifølge oplysningerne, som stammer fra dylandkt, har LG lige nu skærmene produceret uden logoer eller branding af nogen art. Derfor kan de i princippet lige så godt være til alle mulige andre end Apple. Men da specifikationerne matcher Apples iMacs og Pro Display XDR, er det mest oplagte, at de er til Apple.
De to store skærme er baseret på mini-LED med en variabel opdateringsfrekvens på op til 120 Hz. Det som Apple kalder ProMotion. 32 tommer-modellen er desuden bestykket med en uspecificeret Apple-chip. Tidligere har 9to5mac oplyst at der kan være tale om en A13-chip, altså den samme type chip, som Apple benytter i iPhones og iPads. Hvad den skal bruges til i en skærm er uvist på nuværende tidspunkt.
Prisen er ukendt
I fald der er hold i rygterne, er det første gang siden 2016, at Apple får en skærm i sortimentet der ikke er målrettet professionelle brugere. Tidligere tilbud Apple Thunderbolt Display, men den udgik som sagt i 2016.
Der er intet nyt om hvad de nye skærme kommer til at koste, men mon ikke de to mindste bliver mere rimeligt prissat end den store Pro Display XDR, der koster mellem 43.000 og 50.000 kroner alt efter konfiguration. Nogen billig skærm skal vi dog ikke forvente, Thunderbolt Display kostede i sin tid omkring 8.000 kroner.