Rygte: Apple opgraderer MacBooks med kraftigere processor til september
Apple planlægger processoropgraderinger i flere MacBooks til efteråret. Det skriver erhvervsmagasinet Forbes, der citerer en analytiker med tætte forbindelser til Apples logistikkæde.
Det drejer sig først og fremmest om MacBook Air. Den vil få en kraftigere processor. Computeren fik en regulær overhaling sidste år med blandt andet Retina-skærm og Touch ID. Derfor er det plausibelt at der i år “kun” kommer en processoropgradering.
MacBook Pro 13 tommer vil ligeledes få en kraftigere processor. Det drejer sig formodentlig om modellen uden Touch Bar, da modellen med Touch Bar fik en processor-opgradering i sidste måned. Der nævnes i øvrigt også en lancering af en helt ny MacBook Pro på 16 tommer.
Ifølge oplysningerne skulle de opgraderede MacBooks komme til september. Det er noget atypisk da Apple ofte opdaterer deres Macs i oktober, mens iPhonen lanceres i september. Men så i hvert fald en gang i løbet af efteråret kommer de opgraderede MacBooks med kraftigere processor.
Typisk er den slags opgraderinger ikke noget man bør vente på. Du skal altså ikke udskyde et køb af en ny MacBook Air bare fordi den om nogle måneder får en processor der måske er 5-10% kraftigere. Sidste års overhaling var værd at vente på, det er den ikke i år.