OS X Lion 10.7 er den ottende store frigivelse af OS X, Apples styresystem til Mac-computere. Det markerer samtidig en ændring i navngivningen. Tidligere hed Mac'ens styresystem "Mac OS X" nu hedder det bare "OS X". Et tydeligt signal om, at Apple er ved at integrere funktionaliteten de to styresystemer til mobile enheder henholdsvis computere. Dette er det da også det gennemgribende træk i mange af ændringerne i forhold til Snow Leopard, som er forgængeren til Lion.

Lion er Apples mest avancerede styresystem til dato, og der er masser af nyskabelser. I alt er der 250 nye funktioner i Lion. De vigtigste bliver gennemgået nedenfor.

Lion blev fremvist første gang på et event i oktober 2010, men først endelig frigivet til salg den 20. juli 2011.

Kommer ikke på DVD - kun som digital download (og USB-nøgle)

Som det første styresystem fra Apple er Lion kun blevet frigivet som digital download, hvorfor OS X Snow Leopard 10.6.6 (der introducerede Mac App Store) eller senere er påkrævet. Overførslen fylder 3,5 GB, så alt efter ens netforbindelse, skal man væbne sig med lidt tålmodighed. Apple er efterfølgende begyndt at tilbyde OS X Lion på en USB-nøgle. Derved bliver det muligt at installere Lion, selvom man ikke har adgang til en (hurtig) netforbindelse.

Lion henter inspiration fra iOS

Lion indeholder som sagt en meget lang række elementer hentet direkte fra iOS. Det gælder for eksempel Launchpad, der i princippet bare er en skærm med ikoner af de forskellige programmer installeret på ens Mac. Fuldstændigt lig iPhonens hjemmeskærm. Man kan endda oprette mapper på samme måde, det vil sige, ved at trække et ikon over på et andet.

Det betyder også, at Mac App Store skal være den primære kilde til software på OS X. Lion bliver således kun tilgængelig via Mac App Store. De fysiske medier er fortid. I den forbindelse får Mac App Store en overhaling og flere funktioner som in app-køb og push notifikationer.

Multitouch gestikulationerne, som mange kender fra iOS, kan nu bruges på tilsvarende vis på Mac, der altså bliver mere afhængig af en trackpad end af en mus,

Ny standardmetode til at afvikle programmer i fuldskærm. Specielt relevant på bærbare computere med små skærme. Igen noget vi kender fra iOS, hvor apps får hele skærmen og ikke åbner som vinduer. Det hele styres af Mission Control, der er en sammensmeltning af Spaces, Expose og en programvælger.

Resume: Dokumenter gemmes automatisk

Resume er en ny rigtig smart funktion, der betyder, at man ikke længere behøver bekymre sig om at gemme sine dokumenter. Det sker helt automatisk. Lukker man et program ned, vil det, næste gang man starter det, være i fuldstændig samme tilstand, som da man lukkede det. De forskellige vinduer vil være placeret, som de var sidst og har man markeret et stykke tekst, vil det også være markeret, når man starter igen. Selv efter en genstart af computeren, vil alt være som det var før.

Ikke nok med at man ikke behøver gemme sine dokumenter mere, man får samtidig en versionering med i købet. Det betyder, at man kan bladre tilbage til hvordan ens dokument var tidligere. Lidt lige som Time Machine, Apples backup funktion, bare på fil-til-fil basis. Alle ændringer bliver gemt i historikken.

Nem overførsel af filer til andre med AirDrop

AirDrop er en ny funktionalitet, til at dele dokumenter med. Lion vil finde andre brugere der kører AirDrop, og så kan man via træk og slip overfører filer til hinanden.

OS X Lion 10.7.1

OS X 10.7.1 er en lille opdatering, der kun indeholder generelle rettelser til operativsystemet samt forbedrer stabiliteten og kompatibiliteten af din Mac-computer

Har man den nyeste MacBook Air eller Mac Mini indeholder opdateringen nogle ekstra rettelser specifikt til disse produkter.

OS X Lion 10.7.2

OS X 10.7.2's primære funktion er at levere understøttelse af Apples nye iCloud-service, så man kan synkronisere indhold på tværs af sine iOS-enheder og computere. Derudover er der en del andre mindre nyheder.

Med Find My Mac, der er helt analog til Find My iPhone, kan man spore sin Mac samt slette indholdet ellers låse den. Meget brugtbart i tilfælde af, at den bliver stjålet. Med Back to My Mac, kan man få fjernadgang til sin Mac fra enhver anden Mac på internettet.

OS X Lion 10.7.3

Opdateringen indeholder generelle fejlrettelser, forbedringer af stabiliteten og de seneste sikkerhedsopdateringer.

OS X Lion 10.7.4

OS X 10.7.4-opdateringen indeholder generelle rettelser til operativsystemet, som forbedrer din Macs stabilitet, kompatibilitet og sikkerhed.

Opdateringen indeholder også et fix på et sikkerhedshul, der blev opdaget tidligere på ugen, hvor folk med krypterede dele af harddisken fik lagret kodeordet i klartekst udenfor det krypterede område.

OS X Lion kostede 179 kr i Mac App Store. Det kan ikke længere købes.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.