Opdatering af Apple Watch Series 3 kræver nu genparring
Ejere af Apple Watch Series 3 skal fremover fjerne parringen mellem iPhone og ur for at kunne opdatere watchOS. Efter opdateringen skal de to så parres igen. En besværlig og langtrukken affære. Det skyldes problemer med mængden af tilgængelig lagerplads, der kræves på uret, for at kune opdatere. Kun ved at slette alt og installere helt forfra, er der med sikkerhed nok plads på uret.
Indtil nu har Apple anbefalet at man gjorde dette, hvis man under opdateringen fandt ud af, at der ikke var nok plads på uret til at installere en ny opdatering. Men fremover er det altså et krav på Apple Watch Series 3.
Det er en noget mærkværdig tilgang til opdateringer af et produkt som Apple stadig sælger i deres butikker. I det hele taget er Apples opdateringer, også på iOS og macOS, voldsomt store. Det virker som om hele styresystemet skal hentes og geninstalleres hver eneste gang der kommer en opdatering uanset hvor lille selve opdateringen egentlig er. Da pladskravet ofte er meget større end selve filstørrelsen, oplever man tit, at man ikke kan installere en opdatering på grund af for lidt plads på enheden. Man kan på Mac sagtes opleve, at man trods 30GB ledig plads ikke kan opdatere macOS, så selvfølgelig er problemet endnu mere udtalt på enheder somApple Watch med mindre plads i det hele taget.