Nyt macBook-batteri dukket op i dansk database

DEMKO er en dansk virksomhed (nu under navnet UL International Demko), der afprøver og certificerer elektrisk materiel, og dermed sikrer at det lever op til en række danske krav og standarder. Godkendte produkter får DEMKO-mærket, som er et D med en cirkel omkring.
Det er ikke længere et krav at elektriske produkter skal D-mærkes for at kunne sælges på det danske marked, men de fleste producenter vælger alligevel at gøre det. Ved at påføre deres produkter D-mærket sikrer producenterne sig at de sikkerhedskrav, der er beskrevet i standarderne, er overholdt. Dette kan juridisk set være nyttigt i forbindelse med produktansvar.
Der er netop dukket et nyt Apple-produkt op i DEMKO's database. Det er et batteri med modelnummer A2389. Batteriets kapacitet er på 49,9Wh ved 11,93V. Specifikationerne matcher det nuværende batteri i MacBook Air, der dog har modelnummer A1965. Samme batteri er i øvrigt også dukket op i en database tilsvarende DEMKO's i Kina.
Meget tyder derfor på, at der er en ny MacBook Air på vej, der kræver en ny type batteri. Det kunne meget vel være Apples første MacBook baseret på Apples egen A-processor. Apple har varslet, at der kommer en eller anden Mac med A-processor inden årets udgang, uden dog at nævne hvilken. Men da Apple altså har fået godkendt en helt ny type batteri til netop MacBook Air, kunne det meget vel være den, der bliver den første.
I øjeblikket har MacBook Air en batteritid på omkring 11-12 timer, alt efter hvad den bruges til. Det nye batteri har som sagt samme kapacitet, men da Apples A-processorer skulle være mere energieffektive end Intels, som Apple benytter i dag, burde batteritiden blive forbedret væsentligt.
Som sagt forventes det, at den nye MacBook Air kommer inden årets udgang.