Ny iPhones har hardware til tovejs opladning - den er bare slået fra
Forud for lanceringen af årets nye iPhones var der massive rygter om at de ville have en funktion, så de kunne bruges til at oplade andre enheder med trådløst. At iPhonen simpelthen ville kunne fungere som en trådløs oplader - eksempelvis for Apple Watch eller AirPods. Altså en tovejs trådløs opladning, hvor iPhonen selv kan blive opladt trådløst såvel som oplade andre enheder trådløst på samme tid. Apple skulle endda have flyttet Apple-logot på bagsiden af iPhonen ind i midten for at vise hvor man skulle lægge eksempelvis sit ur for at oplade det.
Det blev som bekendt ikke til noget. Apple nævnte det ikke med et eneste ord på presseeventet, hvor de nye iPhones blev præsenteret. Det kunne nemt få en til at tro, at det hele var ren spekulation. Men noget tyder på at rygterne faktisk har talt sandt. I hvert fald er der nu kommet oplysninger fra pålidelige kilder, der siger at de tre nye iPhones faktisk har hardwaren indbygget, men at Apple i sidste øjeblik bare har valgt ikke at slå funktionen til. Eller slukket for den via softwaren, kunne man også sige.
Droppet i sidste øjeblik
Hvis de nye oplysninger er korrekte fortæller det os, at Apple lige til det sidste har haft planer om at funktionen skulle være en del af den nye iPhones. Ellers var hardwaren formodentlig blevet pillet ud inden produktionen af enhederne gik i gang. Samtidig må det betyde at Apple sent i processen har måttet opgive planerne igen af uvisse årsager. Formodentligt fordi funktionen ikke har virket ordentligt.
Et kvalificeret bud kunne være at effektiviteten har været for lav til at det gav mening. En af Samsungs mobiler har en tilsvarende funktion og her er effektiviteten efter sigende så lav som 20%. Det vil sige at 80% af energien går spildt og bliver til varme.
Vi finder formodentligt aldrig ud af hvorfor Apple har droppet funktioner så tæt på lancering, men til gengæld vil det hurtigt komme frem om hardware er til stede. Det vil ske når eksempelvis iFix får fingere i en af de nye iPhones ok skiller den ad, som de har for vane med nye Apple-produkter.