Ny funktion: Forbind to iPhones med kabel og overfør data

iOS 13, der lige nu er i betatest, indeholder en skjult funktion, der gør det muligt at overføre data mellem to iPhones ved at forbinde dem med et kabel, når man skal indstille en ny iPhone eller indlæse en backup. Ikonet på billedet øverst stammer fra iOS 13.
Det er i sig selv en ganske god nyhed. For det betyder at man hverken behøver gå via iCloud eller iTunes (som jo også forsvinder helt). Det bør gå en del hurtigere at klare den indledende overførsel af data via et direkte kabel, når man får en ny iPhone.
Der er dog også et andet aspekt ved det. I øjeblikket sælger Apple nemlig ikke kabler med Lightning-stik i begge ender. Altså kan man slet ikke forbinde to iPhones via kabel selvom man ville.
Den oplagte løsning er, at Apple begynder at sælge disse kabler. Men sådanne kabler vil få en ret begrænset brugsværdi, da de ikke kan bruges til andet.
Den anden oplagte løsning er en form for mellemstik eller dongle. Med sådan en kan alt lade sig gøre. Til gengæld er det ikke en særlig elegant løsning. Apple har dog et hav af dongles på markedet så man skal bestemt ikke afvise det.
Det mest interessante er, at Apple også kunne vælge at skifte Lightning ud med USB-C i den kommende iPhone. Apple sælger allerede kabler med Lightning-stik i den ene ende og USB-C i den anden ende. Derved kan gamle iPhones bruges. Kabler med USB-C-stik i begge ender fås også. Derved kan nye iPhones bruges.
Rygter om et skifte til USB-C i næste iPhone har i øvrigt floreret i et stykke tid. Måske er den skjulte funktion til dataoverførsel en lille form for bevis på dette.