Microsoft: Office 2021 kommer senere på året
Microsoft lancerer en ny udgave af Office til macOS såvel som Windows senere på året. Det er et alternativ for dem, der ikke ønsker cloud-baseret software.
Microsoft oplyser, at de vil lancere Office 2021 senere på året til macOS og Windows. Det bliver den første større opdatering til Office siden lanceringen af Office 2019. Microsoft oplyser ingen yderligere detaljer om funktionalitet eller nyheder på nuværende tidspunkt. Det vil komme, når vi når tættere på lanceringsdatoen.
Office 2021 er Microsofts alternative til det cloud-baserede Microsoft 365. Hvor Microsoft 365 er abonnementsbaseret, får man adgang til Office 2021 med et engangskøb - som i de gode gamle dage. Office 2021 er derfor målrettet dem ikke kan eller ikke vil leje software på månedsbasis, men foretrækker at købe det. Microsoft oplyser, at de yder support til Office 2021 i fem år.