Lancering: iPhone 5s og iPhone 5c kan nu købes i flere lande
Salget af de to nye iPhones, iPhone 5c og iPhone 5s, er gået i gang i flere lande. Både via Apples Online Store og i de fysiske butikker. De fleste steder er salget først blevet skudt i gang her fredag morgen, og altså ikke ved midnatsarrangementer i går aftes.
Der er forskellige meldinger om køernes længde, nogle rapporterer at de er længere end sidste år, mens andre mener at de er kortere. Uanset hvad skal vi dog nok regne med, at der hurtigt bliver udsolgt over hele linjen. Allerede nu er leveringstiderne for online-bestillinger opgivet til starten af oktober. Som noget nyt er Kina blandt de første lande, der får iPhonen. På grund af det enorme marked betyder det nok også, at der derfor går længere tid før iPhonen rammer Danmark. Der skal i hvet fald en hel del iPhone til at mætte det kinesiske marked.
Analytikere regner med at Apple sælger 6-8 millioner iPhones i åbningsweekenden.
iPhone 5c og iPhone 5s kan købes i Australien, Canada, England, Frankring, Japan, Kina, Tyskland, Singapore og USA. Apple har ikke meldt ud, hvor og hvornår salget starter i andre lande.