Vil Apple åbne en bank? Det argumenterer 9to5mac's Ben Lovejoy i en artikel for vil ske inden for fem år. Lovejoy har syv argumenter, som jeg lige vil løbe hurtigt igennem.

Nummer 1 og 2 hænger sammen: Folk hader banker, og folk elsker Apple. Underforstået: Apple ville have nemt ved at overstråle de nuværende banker. Apples lancering af Apple Pay er argument nummer 3. Den gode sikkerhed med Touch ID er argument nummer 4. 5 er Apples evne til at lave brugervenlig software, mens nummer 6 er Apples store pengebeholdning, der kan sættes i sving via en bankforretning. Sidste men ikke mindst er argument nummer 7, at de unge er åbne over for at lade store tech-virksomheder som Apple være deres bank.

Når Coop kan, kan Apple vel også...

Og hvorfor dog ikke? Selvom tanken lyder lidt fjern, så er det dog ikke fjernere end at Coop driver en slags bank i Danmark. Coop er altså et konkret bevis på, at en virksomhed sagtens kan drive bankforretning som en sidegesjæft. Hvis Coop kan, hvorfor så ikke Apple? Hvis en bankforretning kan understøtte ens primærdrift, giver det god mening. Apple har uomtvisteligt også de finansielle muskler til det.

Det helt store spørgsmål er derfor ikke om man kan, eller om Apple kan - men om Apple vil. Jeg tilhører de der ikke mener at Apple er specielt hellige omkring deres forretning. Argumenter som "Apple er en computervirksomhed" eller "Det ville Apple aldrig gøre" såvel som ethvert argument, der nævner Steve Jobs, bider derfor ikke på mig. Jeg tror, at Apple i princippet ville gøre hvad som helst, hvis det gav mening for forretningen, og de mente de havde et bud på, hvordan de kunne skabe kant i forhold til resten af branchen.

Apple har gjort det før

Tænk "iTunes Store". Det lå absolut ikke i kortene, at Apple skulle åbne et musikbutik, og endda blive verdens største forhandler af digital musik. Salg af musik ligger meget langt fra produktion af hardware. Og så alligevel ikke. iPoden var det, der bandt det sammen og fik det til at give mening. I dag har Apple en meget stor milliardomsætning på diverse tjenester, der ikke er direkte relateret til produktion af hardware: Apps, film, iCloud, Apple Pay etc.

Umiddelbart er der altså ingen naturgiven lov, der skulle være stopklods for Apples mulige bankdrømme. Argumentet om at Apple producerer hardware, basta, holder således ikke.

Men banker er gammeldags

Jeg tror der er helt andre årsager til at Apple ikke bliver en bank: Fordi banker er gammeldags. Apple vil aldrig blive en bank i traditionel forstand, men Apple vil formodentligt begynde at udbyde noget der minder om de ting banker beskæftiger sig med. Det mest oplagte er at blive betalingsformidler. Det er de i princippet allerede med Apple Pay, men det kan godt blive endnu mere omfattende. Apple har i dag 800 millioner kunder med et kreditkort tilknyttet deres Apple ID. Det kan man betale med i iTunes Store og App Store. Men hvorfor dog ikke overalt? Skridtet til at lade folk kunne betale med deres Apple ID i almindelige netbutikker er ret kort.

Bliver Apple Pay en succes, hvorfor så dog ikke droppe kreditkortet helt? Det er jo bare en mellemmand, der skal fodres. Hvis folks iPhone bliver deres kreditkort, og ikke som det er nu, hvor iPhonen fungerer som en digital kopi af ens kreditkort, så kan man helt droppe sit Visa eller Mastercard. Så kan Apple stå for den del, som disse kortselskaber i dag står for.

Mere betalingsformider end bank

Jeg tror mere, at den er den vej vi skal forvente at Apple kigger. Mod at blive betalingsformidler og kreditkortudbyder, bare i form af et digitalt Apple Card, man så kan betale med på nettet eller i fysiske butikker. Traditionel bankforretning med udlån til bil og båd, børneopsparingskonto og så videre, ligger efter min mening derimod ikke i kortene. I øvrigt heller ikke noget Coop beskæftiger sig med. Traditionel bankforretning er simpelthen for svært at ændre radikalt på.

Danske Bank går den anden vej

Pudsigt nok er en virksomhed som Danske Bank gået den stik modsatte retning. Fra at være bank, er de nu også en softwarevirksomhed. MobilePay, der er braget igennem og blevet de facto standard for mobilbetalinger i Danmark, er et godt eksempel på, at man sagtens kan lægge et softwarelag over den traditionelle bankforretning, og på den måde være innovativ. Faktisk betegner Danske Bank sig selv som en software-virksomhed, der opererer i banksektoren, og ikke en bank, der bruger en række software i driften. Det er ret interessant.

Netop disse peer-to-peer (eller kunde-til-kunde) betalinger er her, hvor Apple kunne sætte massivt ind, hvis de mener det. 800 millioner kunder, der villle kunne overføre penge til hinanden via Apple ID eller direkte mellem to telefoner, er et godt sted at starte.

Hvad tror i, har Lovejoy ret i sin forudsigelse? Vil Apple inden for fem år åbne en bank?

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.