Med lanceringen af iPhone 6 og iPhone 6 plus følger naturligvis spørgsmålet om hvorvidt man kan købe en af dem i udlandet, og bruge den i Danmark. Det helt korte svar er, at man godt kan købe en iPhone 6 eller en iPhone 6 plus i udlandet og bruge den i Danmark.

Der er dog et par ting, man lige skal have in mente. iPhone 6 og iPhone 6 plus kommer nemlig i hver tre forskellige udgaver til de forskellige markeder.

Kan den bruges på det danske netværk?

Som sagt kommer iPhone 6 og iPhone 6 plus i hver tre udgaver til forskelige markeder. Umiddelbart ser det ud til, at alle tre modeller understøtter samtlige de LTE-frekvenser vi benytter i Danmark. Der kan dog være andre forskelle, der alligevel gør at nogle af dem er uegnede til brug i Danmark.

De tre iPhone 6-modeller er Model A1549, Model A1549 og Model A1586.

De tre iPhone 6 plus-modeller er: Model A1522, Model A1522 og Model A1524.

Det er de to modeller markeret med fed, dvs. A1586 og A1524, der bliver solgt på det europæiske marked. Disse modeller vil man kunne købe i eksempelvis England, Tyskland eller Frankrig. De sælges dog også i USA hos eksempelvis teleselskabet Sprint.

Køber man en af de to nævnte modeller i udlandet, vil man få præcis den samme telefon, som den der kommer til slag i Danmark. Der er ingen som helst forskel, og telefonen vil under opsætningen kunne sættes til dansk sprog. Der kan selvfølgelig være en anden oplader til, men så kan man altid købe en, der passer til de danske stik. Selve telefonen er den samme.

Inden man købe en telefon bør man altså sikre sig, at det er den rigtige model. Specielt i USA, hvor der sælges flere forskellige telefoner, bør man hellere sørge en gang for meget i butikken, end en gang for lidt.

iPhoneguides anbefaling: Køb den europæiske iPhone-model - og tjek modelnummeret inden du køber.

Sørg for at den ikke er simlåst

Det aller vigtigste, hvis man køber en iPhone i udlandet er, at sørge for at den ikke er simlåst. Kommer man hjem, med en iPhone der er låst til eksempelvis AT&T i USA eller Vodafone i England kan den kun bruges med simkort fra de pågældende teleselskaber.

De danske teleselskaber kan, i modsætning til hvad mange tror, ikke hjælpe med at få låst den op. Det kan kun det selskab, som den er låst til. Problemet er, at oftest vil det udenlandske selskab slet ikke låse den op. De har solgt telefonen med tilskud, og har derfor en rimelig forventning om, at man også bruger den hos dem.

iPhoneguides anbefaling: Køb kun en iPhone i udlandet hvis den ikke er simlåst.

Garanti

Apples garanti gælder i princippet kun i det land, hvor iPhonen er købt. Har man købt en iPhone 6 eller 6 plus i udlandet, kan den derfor ikke indleveres til reparation i Danmark under garantien. Den skal i stedet retur til eksempelvis USA, eller hvor den nu er købt. Kommer man tit i det pågældende land, er det ikke nødvendigvis et problem, men det er noget man skal være opmærksom på.

I praksis er Apple, selvom de tager forbehold for det i deres licensbetingelser, dog meget flinke til alligevel at lade garantien være gældende, selvom man har købt sin iPhone i udlandet.

Inden for EU vil man altid være sikret. Reklamationsrettem gælder således uanset hvilket EU-land man har købt sin iPhone 6 i.

iPhoneguides anbefaling: Vurder og du kan undvære garantien og sikkerheden i den danske købelov.

Pris

Mange vælger at købe en iPhone i udlandet fordi de tror den er billig. Det er den ikke nødvendigvis. De priser som Apple opgiver ved deres events, er for en iPhone med en toårig kontrakt med et amerikanske teleselskab. Man kan ikke bare gå ind fra gaden og købe en iPhone til den pris uden yderligere omkostninger.

I flere lande sælger Apple, eller andre forhandlere, dog iPhones uden kontrakt og uden simlås, men til en helt anden pris.

Køber man i USA skal man være opmærksom på, at de opgive priser er uden lokal sales tax, der svinger fra stat til stat og nogle gange også fra amt til amt.

Man skal også være opmærksom på, at hvis man køber uden for EU, må man kun indføre varer afgiftsfrit for 3.250 kr. Overstiger prisen på iPhonen det beløb, skal man svare 25% dansk moms ved indførsel. Derved er hele besparelsen stort set væk. Momsen er jo faktisk grunden til, at iPhonen var billigere i USA til at starte med. Bliver man taget for forsøg på indsmugling i tolden skal man betale den moms man har snydt for, samt en bøde på to gange det samme beløb.

Køber man en iPhone 6 eller iPhone 6 plus inden for EU, slipper man for momsen ved indførsel. Her kan man frit tage alle de iPhones med hjem man vil - så længe de er til eget forbrug. Til gengæld er prisen så stort set den samme som i Danmark.

iPhoneguides anbefaling: Lad være med at købe en iPhone 6 eller iPhone 6 plus i udlandet for at spare penge, for den koster alligevel stort set det samme alle steder.

Opsummering

Overvejer du at købe en iPhone 6 eller iPhone 6 plus i udlandet, så tænkt dig godt om. Vær 100% sikker på at iPhonen ikke er simlåst. Tjek det to gange. Vær også sikker på, at den model du køber rent faktisk kan bruges i Danmark. I Europa bør du være nogenlunde sikker, men tjek alligevel altid at du får det rette modelnummer.

Sidst men ikke mindst, så vær klar over, at det ikke er nogen genvej til at spare en masse penge. I EU er prisen stort set den samme. Køber du i USA skal du i princippet snyde i tolden, hvis det skal være en god forretning.

Den primære begrundelse for at købe i udlandet er, at man kan få den hurtigere end ved at vente på den danske lancering.

iPhoneguides anbefaling: Køb din iPhone i Danmark. Teleselskaberne vil sikkert kunne give dig en samlet pris, der er bedre end du kan få i udlandet. Du vil samtidgi være sikker på at få den rigtige model og sidst men ikke mindst er du dækket af garantien og købeloven.

Scroll ned for at se kommentarer

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.