Kan man købe en iPhone 5 i udlandet og bruge den i Danmark?
Et af de oftest stillede spørgsmål, når det handler om iPhonen, er, om man kan købe den i udlandet og bruge den i Danmark. Desværre er svaret ikke så klart som spørgsmålet. I denne artikle vil vi forsøge at komme ind på de forskellige ting man bør overveje inden man bare køber en iPhone i for eksempel USA.
Det korte svar er, at man godt kan købe en iPhone 5 i udlandet og bruge den i Danmark. Man skal dog tænke sig om, for ellers står man med verdens dyreste brevvægt.
Går dine overvejelser på iPhone 5c eller iPhone 5s, så læs vores nye artikel om dise to modeller: Kan man købe en iPhone 5c eller iPhone 5s i udlandet og bruge den i Danmark?
Sørg for at den ikke er simlåst
Det aller vigtigste, hvis man køber en iPhone i udlandet er, at sørge for at den ikke er simlåst. Kommer man hjem, med en iPhone der er låst til eksempelvis AT&T i USA eller Vodafone i England kan den kun bruges med simkort fra de pågældende teleselskaber. De danske teleselskaber kan, i modsætning til hvad mange tror, ikke hjælpe med at få låst den op. Det kan kun det selskab, som den er låst til. Problemet er, at oftest vil det udenlandske selskab slet ikke låse den op. De har solgt telefonen med tilskud, og har derfor en rimelig forventning om, at man også bruger den hos dem.
Man kan være heldig at der er eller bliver udviklet en såkaldt unlock til iPhonen. Det vil sige en metode til at bryde simlåsen på uden om teleselskabet. Om der kommer et unlock til iPhone 5, og i givet fald hvornår det sker, er ikke til at sige. Man løber en alt for stor risiko for at sidde men en ubrugelig iPhone, hvis man køber den simlåst.
iPhoneguides anbefaling: Køb kun en iPhone 5, i udlandet hvis den ikke er simlåst.
Kan den bruges på det danske netværk?
Her gælder det om at holde tungen lige i munden. I gamle dage havde Apple en iPhone, der virkede over alt (GSM-modellen). Så fik de to. Den almindelige og en speciel udgave til det amerikanske selskab Verizon, der bruger en helt andet netværksteknologi CDMA).
Med iPhone 5 er der nu pludselig tre forskellige modeller at forholde sig til: En CDMA-model og to GSM-modeller. CDMA-modellen har dog også indbygget understøttelse af GSM-frekvenserne. Hos nogle teleselskaber, vil disse frekvenser være låst, mens de hos andre ikke er låst (dette gælder eksempelvis Verizon).
GSM-udgaven kommer i to varianter model A1428 og model A1429. De understøtter begge de samme 3G-frekvenser. Forskellen er hvilke LTE (4G)-frekvenser de understøtter. Kun den ene af dem understøtter de LTE-frekvenser, der bruges i Europa. Den model, der kan gå på de europæiske LTE-frekvenser er A1429. Får man fingre i den anden model (A1428), kan den med garanti ikke bruges på 4G-netværket i Danmark. Begge modeller kan dog benyttes på 3G-netværket i Danmark. Forskellen ligger alene i 4G-understøttelsen.
iPhoneguides anbefaling: Køb kun den iPhone 5 (A1429), der virker på de europæiske frekvenser.
Et af de lande, hvor folk typisk køber iPhones med hjem til Danmark er USA. Problemet med iPhone 5 er, at den GSM-model de bruger i USA er den forkerte i forhold til 4G-frekvenserne. Man vil formodentlig slet ikke kunne købe den rigtige model i USA. Køber man en iPhone 5 i USA, vil den altså ikke virke på 4G-netværket i Danmark. Det er ikke et spørgsmål om, at den er låst. Den kan ganske enkelt ikke modtage de nødvendige frekvenser. Der er dog den undtagelse, at hvis man køber CDMA-modellen i USA, så vil den virke i Danmark, da den udover CDMA-delen har den europæiske GSM-del indbygget. Problemet er bare, at GSM-delen ofte vil være låst, da de selskaber, der sælger den, jo slet ikke har et GSM-net og ikke vil have, at man går over til konkurrenterne.
Vil man købe en iPhone 5 i udlandet, der skal bruges på 4G-netværket i Danmark, er man altså bedst stillet, ved at gøre det uden for USA. Det kunne være England eller Tyskland. Uanset hvad så sørg for at du er helt sikker på, at det er en model der virker på de europæiske frekvenser spørg i butikken, hvis du er i tvivl.
Garanti
Apples garanti gælder kun i det land, hvor iPhone er købt. Har man købt en iPhone 5 i udlandet, kan den derfor ikke indleveres til reparation i Danmark under garantien. Den skal i stedet retur til eksempelvis USA, eller hvor den nu er købt. Kommer man tit i det pågældende land, er det ikke nødvendigvis et problem, men det er noget man skal være opmærksom på.
Inden for EU er man bedre sikret. Apples garanti gælder således uanset hvilket EU-land man har købt sin iPhone i.
iPhoneguides anbefaling: Vurder og du kan undvære garantien og sikkerheden i den danske købelov.
Pris
Mange vælger at købe en iPhone i udlandet fordi de tror den er billig. Det er den ikke nødvendigvis. De priser som Apple opgiver ved deres events, er for en iPhone med en toårig kontrakt med et amerikanske teleselskab. Man kan ikke bare gå ind fra gaden og købe en iPhone til den pris uden yderligere omkostninger.
I flere lande sælger Apple, eller andre forhandlere, dog iPhones uden kontrakt og uden simlås, men til en helt anden pris. iPhone 4S koster med kontrakt $99 hos Apple. Uden kontrakt koster den $549. Samme prisforskel vil der være på iPhone 5, når den engang kan købes hos Apple uden kontrakt.
De $549 svarer i runde tal til 3.200 kroner. Dertil skal lægges lokal sales tax (moms), der svinger fra stat til stat. I Danmark koster den samme iPhone 4S 4.400 kroner hos Apple. Man kan altså spare omkring 1.200 kr ved at købe en iPhone 4S i USA. Besparelsen på iPhone 5 vil sikkert være nogenlunde den samme.
Problemet er bare, at hvis man indfører varer for over 3.250 kroner, skal man betale told og moms ved indførsel i Danmark. Tolden på iPhones er heldigvis 0%, men momsen på 25% slipper man ikke for. Derved er hele besparelsen væk. Momsen er jo faktisk grunden til, at iPhonen var billigere i USA til at starte med.
Kun hvis man køber en iPhone 5 inden for EU slipper man for momsen ved indførsel. Her kan man frit tage alle de iPhones med hjem man vil - så længe de er til eget forbrug. Til gengæld er prisen så alligevel stort set den samme som i Danmark. Eksempelvis koster iPhone 4S det samme i Tyskland som i Danmark.
iPhoneguides anbefaling: Lad være med at købe en iPhone 5 i udlandet for at spare penge, for den koster alligevel stort set det samme alle steder
Opsummering
Overvejer du at købe en iPhone 5 i udlandet, så tænkt dig godt om. Vær 100% sikker på, at du får købt den rigtige model, hvis du vil kunne benytte LTE (4G). Vær også 100% sikker på, at iPhonen ikke er simlåst, i såfald står du med en dyr brevvægt. Sidst men ikke mindst, så vær klar over, at det ikke er nogen genvej til at spare en masse penge. I EU er prisen stort set den samme. Køber du i USA skal du snyde i tolden, før det er en god forretning - og du vil sikkert ikke engang kunne få den rigtige model i USA alligevel.
Den primære årsag til at købe i udlandet er, at man ikke kan vente på at den kommer til Danmark. I år er der kun en uge mellem lanceringen i USA, Tyskland, Engeland etc. og Danmark, så dette argument er heller ikke rigtigt så meget værd.
iPhoneguides anbefaling: Køb din iPhone 5 i Danmark. Teleselskaberne vil sikkert kunne give dig en bedre pris end du kan få i udlandet, du vil være sikker på at få den rigtige model og sidst men ikke mindst er du dækket af garantien og købeloven.