iPhone 13: LiDAR-scanner i alle modeller
I dette års nye iPhones, vi kunne jo kalde dem iPhone 13, vil Apple inkludere LiDAR-scanner i alle modellerne. Dette i modsætning til iPhone 12-serien, hvor det kun er de to Pro-modeller, der har LiDAR-scanner. Det skriver DigiTimes, der citerer kilder blandt Apples underleverandører.
LiDAR-scannere blev første gang inkluderet i et Apple-produkt med iPad Pro i marts 2020. Herefter fulgte de to iPhone 12 Pro-modeller i september.
LiDAR-scannere er en lille sensor, der blandt andet kan måle afstanden til ting i nærheden og på den måde lave en slags 3D-kortlægning af ens omgivelser. Dette kan blandt andet bruges i augmented reality-øjemed, men også til mere jordnære ting som bedre autofokus. Apple har endda lavet en lille app, hvor man med LiDAR-scanneren kan måle en persons højde: Tip: Mål en persons højde med din iPhone
Det er helt normalt for Apple, at introducere nye ting i de dyre topmodeller først, for herefter at brede dem ud til de billigere modeller året efter.
Det forventes, at den nye iPhone 13-serie bliver lanceret i september.