iOS vinder markedsandele fra Android i USA og Europa
iOS har fået et gedigent boost i udbredelsen i årets andet kvartal. Markedsandelen er steget med hele 5,9 procentpoint og ligger nu på 38,7%. Det viser data fra Kantar Worldpanel ComTech. Tilsvarende er Androids markedsandel faldet med 4,5 procentpoint til 61%. Android er altså stadig et godt stykke foran i USA.
Kigger man på salget af de enkelte enheder ligger iPhonen meget solidt. Hele 8 ud af de 10 bedst sælgende telefoner i USA var iPhones i seneste kvartal. Ifølge Kanter skyldes det blandt andet at Apple tilbyder iPhones over et stort prisspektrum. Lige fra $349 for iPhone SE til $1.149 for iPhone X. Det eneste sted Apple ikke er tilstede er for de helt billige telefoner. Specielt midt i spændet sidder Apple tungt på markedet og øger presset på Samsung.
Kigger man på andre lande går det også godt for Apple. I Kina er iPhone X den mest solgte telefon - og har været det hver måned siden lanceringen i november sidste år. I Kina sidder iOS på 19,4% af markedet, hvilket er en lille nedgang.
I Europa går det generelt også godt. I Tyskland er iOS vokset 2,9 procentpoint, i Frankrig 4,2 procentpoint, i Spanien 3,8 procentpoint og i resten af Europa 1,3 procentpoint.
Kun i fire af de territorier som Kantar måler i vinder Android markedsandele. Det er Japan, UK og Italien samt som tidligere nævnt Kina.