Intern note: Apple tager nu hånd om staingate
Apple har nu langt om længe besluttet at imødekomme de mange kunder, der oplever at antirefleksbehandlingen på skærmen af deres MacBooks skaller af. Vi har tidligere skrevet om sagen, der går under navnet #staingate.
Kort sagt handler det om, at skærmen får nogle underlige pletter som om lamineringen mellem selve skærmen og det antirefleksive lag slipper eller går i stykker. Noget man også kan observere på antirefleksbehandlede brilleglas. Der er ikke noget generelt mønster i hvordan problemer opstår. Nogle ser det starte i kanten, mens andre oplever at det starter midt på skærmen.
Ifølge en intern note, der bekræftes af flere kilder, vil Apple sætte gang i et reparationsprogram, der tager hånd om sagen. Apple vil ombytte skærmene på de berørte computere indtil 3 år efter købet eller indtil 16. oktober 2016 alt efter hvilken dato, der ligger læmgst ude i fremtiden. Har man selv bekostet en reparation, kan man få refunderet pengene.
Ifølge kilderne skal man selv tage kontakt til et autoriseret værksted. Apple har ingen planer om selv at oplyse kunderne om programmet. Det er således kun, hvis man selv henvender sig, at man vil få en reparation.
Da det med andre ord ikke er officielt, og man dermed ikke kan henvise til Apples hjemmeside, skal man ikke forvente at den går glat igennem hos serviceværkstedet. Det er dog værd at forsøge sig - også selvom man tidligere er blevet afvist.