Intels største fejl: Sagde nej til iPhonen

I 1962 sagde pladeselskabet Decca nej til at udgive en plade med nogle unge fyre fra Liverpool, der kaldte sig The Beatles. Måske ikke historiens bedste forretningsmæssige beslutning. Det var Intels afvisning af Apple under udviklingen af iPhonen heller ikke.
Intels afgående administrerende direktør Paul Otellini fortæller til avisen The Atlantic, at han sagde nej til at levere chips til Apple under udviklingen af iPhonen. Otellini betegner det som den fejl, han fortryder mest i sin karriere. Afslaget kom fordi Intel ikke mente, at der var økonomi i projektet. Apples ønskede pris var ganske enkelt så lav, at Intel ville sætte penge til. Ingen kunne den gang forudsige, hvor kæmpestor iPhonen ville blive.
"Set i bakspejlet var vores overslag på produktionsomkostningerne for høje. Den volumen, det drejede sig om, var hundrede gange større, end hvad nogen nogensinde havde forestillet sig," siger Otellini.
Apple endte med at bruge chips fra ARM, og Intel er i dag kørt ud på et sidespor, når det handler om chips i mobile enheder. Otellinis råd til sin efterfølger er, at man skal lytte til sin mavefornemmelse, da den ofte vil vise sig at have ret.