I dag er det 30 år siden "1984"
Den 22. januar 1984 er gået over i historien. Ikke så meget fordi Los Angeles Raiders vandt en klar sejr i Super Bowl over Washington Redskins, men for det der skete i pausen. Her blev TV-seerne nemlig præsenteret for en af de mest legendariske reklamer nogensinde. Reklamen der startede det hele - og i vanlig Apple-stil uden overhovedet at vise så meget som et eneste Apple-produkt.
Reklamen, der havde et kæmpebudget, er produceret af ChiatDay og instrueret af Ridley Scott. Den blev kaldt "1984" på grund at de tydelige referencer til George Orwells science fiction-roman af samme navn. I reklamen løfter Apple sløret for den første Macintosh, der bliver sat til salg to dage senere.
Reklamen har kun været vist som reklamefilm den ene gang, borset fra en visning på en mindre kanal få minutter i midnat nytårsaften 1983 med det formål at kvalificere den til årets prisuddeling. Siden er den dog blev vist et utal af gange i forbindelse med mediernes dækning af begivenheden.
Med til historien hører, at Apple bestyrelse, modsat Steve Jobs og medstifter Steve Wozniak, ikke brød sig om reklamen, og bad reklamebureauet om at sælge den indkøbte reklametid igen. Bureauet meddelte at de ikke kunne finde en køber, men havde i virkeligheden slet ikke forsøgt, hvorfor reklamen blev vist. Det var et godt træk, reklamen sikrede Apple gratis omtale for millioner og er blevet betegnet som en af de mest mindeværdige og mest succesfulde reklamer nogensinde.
I dag, hvor alle har deres egen computer, virker det hele måske en kende gammeldags, men i 1984 var det intet mindre en en revolution TV-seerne var vidne til. "1984" var et opgør med IBM's totale dominans på computermarkedet, og blev startskuddet til den personlige computers indtog i hjemmene og på arbejdspladserne.