HomePod med skærm og kamera på vej?
Apple skulle efter sigende have overvejet at lancere en ny HomePod med indbygget skærm og kamera, Enheden vil skulle konkurrere med eksempelvis Googles Nest Hub Max og Amazons Echo Show. Det skriver Bloomberg.
En HomePod med indbygget skærm og kamera ville eksempelvis kunne bruges til FaceTime-samtaler eller kunne fungere som hub for videodørklokker etc. I det hele taget vil en HomePod med skærm kunne få en mere fremtrædende rolle som hub eller kontrolcenter for Apples HomeKit. Blive hjemmets centrale info- og kontrolstander.
Apple halter efter konkurrenterne
Selvom konkurrenterne altså for længst har lanceret sådanne produkter med skærme, er det ikke noget vi tidligere har set kædet sammen med Apple. For Apple er stemmestyring stadig topmålet af brugervenlighed. Dette til trods for at ganske mange brugere ikke ser den store fidus i at skulle kommunikere med teknologi ved at snakke med en digital assistent, der ofte ikke forstår, hvad man beder om. I det hele taget mangler Apple en klar strategi, hvad angår markedet for produkter til hjemmet, men det må jeg vende tilbage til en anden god gang.
Her vil jeg slutte af med blot at konkludere, at der altså nu er rygter om en HomePod med skærm, men at der kke er tegn på, at det er noget, der vil blive lanceret foreløbig. Og dog. Apple har nemlig lige oplyst at de pensionerer den regulære HomePod. Der er med andre ord nu plads til en opgraderet udgave i sortimentet. Samtidig er det blevet fundet referencer til FaceTime i HomePodens firmware.