Forsinkelser i vente: Produktionen af iPhone X går for langsomt

Produktionen af den kommende iPhone X går langsommere end forventet. Ifølge kilder i Apples logistikkæde skulle der i øjeblikket kun blive produceret 40% af den mængde iPhones som Apple oprindeligt havde planlagt. Det skriver DigiTimes.
Det skulle være det nye TrueDepth-kamera til ansigtsgenkendelse der er flaskehalsen. Det mener i hvert fald analytikeren Ming-Chi Kuo. TrueDepth-kameraet er meget mere avanceret end hvad Apples konkurrenter bruger og tilsvarende vanskeligere at producere i det antal Apple har behov for. Først sidst i oktober skulle produktionen komme op på det planlagte antal.
Kuo forventer at Apple vil sælge 40-50 millioner iPhone X alene i forsalget, der starter den 27. oktober. Kuo regner desuden med at vi skal helt hen i første halvdel af 2018, før der begynder at komme balance i produktion og efterspørgsel.