For et par uger siden skrev jeg en artikel om Eufys overvågningssystem til hjemmet. Det er måske det bedste modulære overvågningssystem til hjemmebrug på markedet. Netop modulopbygningen, hvor man kan tilføje enheder efter behov, gør det nemt at udvide systemet. En helt oplagt ting er at udvide det med Eufys alarmsystem.

Alarmsystemet hedder "Eufy Security 5-i-1 Alarmsystem" og som navnet indikerer indeholder det fem enheder:

  • HomeBase, som er den basestation, der binder hele systemet sammen og for de forskellige enheder til at tale sammen. Har desuden indbygget en sirene med et lydtryk på 100db.
  • En kontrolenhed med tastatur, der benyttes til at slå alarmsystemet til eller fra, når du kommer hjemmet eller går fra hjemmet.
  • En bevægelsessensor, der kan opfange bevægelse inden for en afstand af omkring 10 meter og inden for en radius på 100°.
  • To adgangssensorer, der kan sættes på døre eller vinduer og på den måde registrere om de bliver åbnet.

Prisen er omkring 1.700 kroner. Du kan udvide systemet med flere sensorer, hvis du vil. Du kan som sagt også koble det sammen med Eufys overvågningskameraer eller deres videodørklokke.

Opsætningen er overstået på et kvarter

Opsætningen er enkel og lige til. Da systemet er trådløs, slipper man for bøvl med at trække kabler, bore huller i ens vægge og så videre. Derfor går det også meget hurtigt. Et kvarters tid er alt man skal bruge. Batterierne i enhederne klarer omkring et halvt år på end opladning alt efter hvor meget du bruger dem. Eufys Security app skal nok fortælle dig, hvornår det er på tide at oplade batterierne.

Du starter altså med at sætte sensorerne op, der hvor du synes de skal sidde. Kontrolenheden med tasturet bør sættes tæt på hoveddøren, så du her kan slå alarmen til og fra når du kommer og går. Herefter finder du Eufys Security app frem på din iPhone, og færdiggør opsætningen der.

Systemet fungerer helt som forventet. Via tastaturet (eller appen) slår du systemet til og fra. Når systemet er slået til, vil alarmen gå, hvis sensorerne registrerer aktivitet. Du får samtidig en notifikationen på iPhonen. Enkelt og lige til.

Der er et par enkelte ting, som kunne være bedre. Alarmen er som sagt bygget ind i HomeBase-enheden. Da denne typisk er placeret et andet sted end ved hoveddøren eller vinduet i kælderen, er lydniveauet ikke nødvendigs super højt, der hvor det gælder. Det er lidt ugennemtænkt. Der burde kunne tilkøbes en eller flere løse sirener, som man kan placere der, hvor det stresser tyven mest. I mange hjem er det sikkert ikke et problem overhovedet, men en ekstra alarmenhed bør være på producentens to-do-liste. Det samme bør en røgalarm man kan koble til systemet være.

Hvor Eufys overvågningskameraer understøtter HomeKit, så gør alarmsystemet de ikke. Har skal det hele styres via Eufys egen app. Det fungerer glimrende, men det havde du været smart at kunne integrere med resten af HomeKit og Siri. Måske kommer det via en opdatering.

Konkurrenter og alternativer

Det mest oplagt alternativ til Eufys alarmsystem er et tilsvarende sæt fra producenten Ring. Det er meget lig Eufys og også målrettet aprivat brug. Dette sæt er med en pris omkring 2.500 kroner en kende dyrere, uden at kvaliteten efter min mening rigtigt kan følge med. Eufys enheder virker mere premium i mine øjne, men det er nok en smagssag.

Der findes også en række andre producenter, der har hver deres hjemmestrikkede løsning. Derudover er der abonnementsbaserede udbydere med vagttjeneste som G4S, Falck og Verisure. Det er typisk en del dyrere med et abonnement i størrelsesordene 250-300 kroner eller mere pr. måned.

Min bedømmelse

Eufy Security 5-i-1 Alarmsystem er et rigtigt interessant produkt for dem, der vil have installeret en alarm i deres lejlighed, hus eller sommerhus. Prisen er meget interessant og der er rig mulighed for at udbygge systemet efterhånden - også med overvågningskameraer etc.

Det kan jeg lide:

  • God pris
  • Nemt og hurtig opsætning
  • Modulopbygning med mange udvidelsesmuligheder
  • Intet abonnement påkrævet

Det kan jeg ikke lide:

  • Ingen HomeKit-understøttelse
  • Savner mulighed ekstra sirene-enhed
Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.