B&O er klar med en robust Bluetooth-højttaler der modstår både vand, støv og ridser, og derfor er velegnet til udendørsbrug. Den kommer endda med en karabinhage, så man kan hænge den på rygsækken etc. Navnet er Beosound Explore, og den er "klar til action, uanset hvor dine eventyr fører dig hen", som B&O selv formulerer det. Og selvom det da virker som en ganske fin højttaler er retorikken og historiefortællingen omkring den lidt påtaget outdoor-agtig, omend det måske bare er selvironisk.

Tilbage til selve produktet. Explore en en klassisk cylindrisk højttaler, der udsender lyd hele vejen rundt. Den er 12,4 centimeter høj og har en diameter på 8,1 centimerer. Den vejer 637 gram inklusive karabinhagen. På ydersiden er den beskyttet af en skal i anodiseret aluminium, der sikrer robustheden, mens den indeni har to styk 1,8-tommer fuldtoneenheder, der drives af hver sin 30W klasse-D forstærker. Batteriet er på 2.400 mAh og holder fornuftigel 27 timer på en opladning. Det genoplades via et medfølgende USB-C kabel.

Det lyder godt alt sammen, men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Explore har nemlig udelukkende Bluetooth-forbindelse. Der er således ikke Wi-Fi og dermed heller ingen AirPlay 2-understøttese, som på de dyrere B&O-produkter. Til gengæld er der mulighed for at koble to Explore-enheder sammen i en stereo-opsætning. Thumbs up for det.

Højttaleren er tilgængelig med det samme hos udvalgte forhandlere, og kan fås i farverne lysegrå, sort og grøn. Farver som B&O siger minder om de skove, gletschere og fjorde, man finder i de skandinaviske landskaber. Og på den måde sluttede vi, som vi startede; med historiefortællingen.

Prisen for Explore er i B&O-målestok ganske rimelige 1.499 kroner.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.