Ifølge nye rygter, vil Apple snart lancere deres kreditkort, Apple Card, uden for USA. Det er MacRumors, der har fået oplysningerne fra en unavngiven person, der hjælper en australsk bank med at forberede understøttelse af Apple Card i landet.

Ifølge oplysningerne vil Apple Card blive lanceret internationalt i flere regioner inden årets udgang. Australien må åbentlyst være et af de steder, hvor kreditkroet bliver lanceret, men udover "flere regioner", nævnes der ikke noget specifikt.

Apples topchef, Tim Cook, fortalte allerede i oktober 2019, at Apple havde planer om at lancere Apple Card over hele verden. Dog uden at komme ind på tidshorisonten. Meget tyder nu på, at vi nærmer os.

Blandt andet har Apple slået flere jobs op, hvor de søger en "Apple Card Product Manager". Jobbet involverer en del rejseri samt arbejde med eksterne partnere såsom betalingsnetværk, banker etc.

Der er også fundet kode i iOS 14 beta 8, der referer til General Data Protection Regulation (GDPR) for Apple Card. GDPR er en EU-lovgivning, så det er endnu et tegn på, at Apple Card kommer til et eller flere EU-lande.

Sker der noget med Apple Card i år, er det en ret stor nyhed, så Apple vil helt sikkert nævne det på et event. Det kunne allerede være morgen, tirsdag, når Apple præsenterer nye produkter. Det kunne også være i oktober, hvor de nye iPHone 12 ifølge rygterne bliver præsenteret.

Om Apple Card

Apple Card er i princippet et almindeligt kreditkort, men så alligevel ikke, for Apple har krydret det med en masse finesser.

Udover selve betalingsdelen indeholder Apple Card eksempelvis et bonuskort, der med det samme giver brugeren op til 3% bonus på hvert eneste køb. 3% hvis købet sker hos Apple (App Store, Apples butikker etc), 2% alle andre steder hvor man bruger Apple Pay og 1%, hvis man bruger det fysiske kort. Bonusen bliver tilgængelig via Wallet-appen og kan bruges alle steder hvor Apple Pay accepteres.

Du kan læse alle detaljerne om Apple Card her.

Scroll ned for at se kommentarer