Apples regnskab sætter ny rekord under Corona-krisen

Apple har fremlagt regnskabet for årets 2. kvartal, hvilket er 3. kvartal i Apples regnskabsår. Apple nåede en omsætning på $59,7 milliarder. Det er 11% højere end samme kvartal sidste år. Overskuddet blev $11,25 milliarder, hvilket er en stigning på 12,5%. Begge dele er det højeste Apple nogensinde har opnået i juni-kvartallet.
"Apples rekord i juni-kvartalet var drevet af tocifret vækst for både produkter og tjenester samt vækst på alle geografiske områder", udtaler Apples topchef Tim Cook.
Aktiemarkedet har taget godt imod Appels regnskab. Apples aktier på børsen i New York er således steget med mere end 6% efter lukketid i går.
Apple oplyser, at de grundet verdenssituationen og den usikkerhed den indebærer, ikke kan give en vejledning på det igangværende kvartals omsætning.
Salget af iPhones er steget takket være den nye iPhone SE
Salget af iPhones nåede $26,4 milliarder, hvilket er en mindre stigning på 2% fra samme kvartal sidste år, hvor Apple solgte for $26,0 milliarder iPhones. Efter at have været hårdt ramt i april, er saget af iPhones steget i maj og juni og særligt lanceringen af den nye iPhone SE har hjulpet godt til.
Salget af Macs og iPad steget med op til 30%
Salget af både iPads og Macs steg endnu mere. Apple solgte computere for $7 milliarder i kvartalet, hvilket er en stining på hele 21%. Salget af iPads steg 30% til $6,5 milliarder.
Tim Cook udtaler, at stigningen i salget er sket på trods af store udfordringer i produktionskæden med at få leveret tilstrækkelige mængder nye enheder. Cook supplerer med at Apple arbejder hårdt på at kunne levere nok computere og iPads til de mange, der er begyndt at arbejde hjemmefra.
Mange af de solgte Macs og iPads er ifølge Cook sket til nye kunder.
Omsætningen i App Store, Apple Music mm. sætter ny rekord.
Apples kategori for tjenester, der omfatter ting som App Store, Apple Music, Apple Pay etc., fortsætter den voldsomme vækst, der har stået på de eneste mange kvartaler. Her nåede omsætningen $13,2 milliarder, hvilket er en stigning på 15% sammenlignet med kvartalet året før. De $13,2 milliarder er ny rekord for juni-kvartalet.
I 2016 satte Apple sig det mål, at omsætningen i kategorien tjenester skulle fordobles inden for 5 år. Det mål er nu nået et halvt år før tid.
Aktieopdeling på vej
Apple oplyser i øvrigt, at selskabets aktier bliver opdelt i forholdet 4 til 1. Det vil sige at der bliver fire gange så mange aktier tilgængelige. Opdelingen sker 24. august og handlen med de nye aktier starter 31. august.